Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Opholdet i Brandeville nær Verdun var et farligt foretagende, både for soldater og officerer.
Regimentet trækkes atter frem, og vi sidder i Brandeville. Jeg ligger hver Dag 4—6 Timer i min Gig paa Landevejen. Det er besværligt: Vejene er stopfulde af Kolonner og marcherende Tropper.
Det er farligt: Franskmanden kender hver Tomme foran Verdun og har en utrolig Færdighed i at sætte sine smaa, frygtede 75 Millimeters Granater midt ned paa Vejen.
En saadan Fyr gaar ned i en af vore Telefongrupper, som efter Afløsningen marcherer tilbage til Brandeville. Den gjorde rent Bord, dræbte alle 8 Mand med eet Slag. Hver Dag forekommer der lignende Tilfælde paa Landevejen.
Damvillers, Nabobyen til Réville, har haft Ro, siden jeg en Aften for otte Dage siden her saa, hvorledes Franskmanden skød et Ammunitionstog i Brand, og hvorledes med Brag og Knald og Bump den ene Vogn røg i Luften efter den anden.
Vi beslutter at flytte derhen for at komme nærmere til Regimentet. Da vi naar Byen med vor Bagage, møder vi flygtende i vild Opløsning. Damvillers ligger under svær Ild, der er ikke levnet et helt Vindue og næppe et helt Hus.
Vi vender og holder for fjerde Gang vort Indtog i Brandeville. Skæbnen har nok bestemt, at vi skulde blive boende her, og Oberstløjtnanten befaler, at jeg kun skal komme ud til ham, naar han kalder. Jeg skal ikke hver Dag sætte Livet paa Spil for nogle Underskrifters Skyld.
Den 12. September trækkes Regimentet ud af Linien. Vore Øjne er fugtige, da vi ser de enkelte Kompagnier rykke ind i Brandeville, 30—35 Mand stærke.
Verdun har kostet os 9 Officerer og tæt ved 600 Mand. Vi tænker med Gru paa Verdun,