Jens Jensen, Soed pr. Hejsager, gjorde krigstjeneste i 7. Garderegiment.

Jeg var saa heldig at komme hjem paa Orlov, men da jeg den 12. Maj kom tilbage, skulde jeg melde mig i Mars la Tour, og her meddelte man mig det lidet opmuntrende, at mit Regiment var blevet flyttet til Douaumont-Stillingen. Nu var vi altsaa for Alvor i Brændpunktet, for nærmere kunde vi ikke komme Verdun-Helvedet.

Jeg havde ikke særlig stort Hastværk med at komme videre; men videre skulde jeg jo. Da det led mod Aften, var jeg kommet frem til et Kloster, hvor jeg overnattede. Her traf jeg en Infanterist fra et bajersk Regiment, der for Tiden holdt Fortet Douaumont besat. Han fortalte mig i en ophidset Tone om en frygtelig Begivenhed, en grusom Ulykke, som var sket i Fortet.

Douaumont laa paa det Tidspunkt, i Begyndelsen af Maj, nogle Kilometer bag ved den forreste tyske Linie, midt i et Terræn, der til Stadighed var Genstand for det franske Artilleris Spærreild, og Fortet selv var Centrum for Beskydningen. Fortet havde to Udgange, en imod Nord og en imod Syd. Paa disse Indgange havde det franske Artilleri i den Grad indskudt sig, at det, saa længe der blev skudt, var umuligt for nogen at slippe levende ud eller ind. Skønt Fortet var det farligste Sted i det livsfarlige Bagland, var det dog alle Frontsoldaters forjættede Land.

Der var Uhygge i dets Indre, det kostede umenneskelige Anstrengelser at naa frem gennem det granathullede Maanelandskab, hvis man da i det hele taget naaede frem. Man kunde ikke gaa to Skridt uden at dumpe i de mudder- og vandfyldte Kratere, og samtidig eksploderede Granaterne rundt omkring; men var man først naaet frem, var Douaumonts underjordiske Gange og skumle Kasematter det sikre Tilflugtssted, der for en Tid gav Ro og Hvile. Her fik de saarede den første Behandling, her var der Mulighed for en Taar Vand og en Bid Brød, inden det sidste trælsomme og farlige Stykke Vej blev tiltraadt.

Douaumont var saaledes til Stadighed som en Bikube. Naar Skydningen tog lidt af, gik det ustandseligt ud eller ind. To Strømme mødtes her, den, der skulde frem, og den, der skulde tilbage, og var man først inde, havde man aldrig Hastværk med at komme videre.

Natten mellem den 7. og 8. Maj havde Fortet været overfyldt. Mange saarede var bragt ind, og talrige Soldater, der under de haarde Kampe var kommet bort fra deres Formationer, havde søgt Tilflugt i Fortet. Der var Trængsel overalt, i Gange og i Kasematterne.

I den tidlige Morgenstund kommer en Pionerafdeling ind i Fortet. Den er paa Vej ud til Linien og slæber Haandgranater og Flammekastere med sig. Hele Vejen op til Fortet har været et eneste Kapløb med Døden. Nu vil de hvile en Stund. De trænger til det, inden Kapløbets sidste og værste Del skal tiltrædes. De kan kun blive her nogle faa Minutter. Vaabnene stiller de fra sig inden for Indgangen.

Der er et særdeles livligt Rykind paa dette Tidspunkt. Strømmen gaar frem og tilbage. Man trænges, puffes, stødes. Gangene er tætpakkede, som Sild i en Tønde, og saa skal man oven i Købet have Flammekastere og Haandgranater til at spærre for Trafikken!

Udenfor flover Artilleriilden af. Det er paa Tide at faa de saarede tilbage til Lazaretterne. En Strøm af letsaarede presser pludseligt paa for at slippe ud og komme af Sted. Trængslen vokser. Flammekasternes Grejer spærrer for den uhindrede Passage. Der opstaar Panik! Ud! Ud! Hurtigt, inden de franske Granater atter udslynger Rædsel og Død!

Da sker der midt i Trængslen og Mørket noget skæbnesvangert. En af de letsaarede faar Foden i Snare i et Bundt Haandgranater. Han sparker til med den anden Fod for at komme fri. En af Aftrækssnorene, der er smuttet ud, strammes og rives ud. Med et vældigt Brag eksploderer hele Beholdningen af Haandgranater.

Gangene gennem rystes. Ingen ved, hvad der er sket. Frygtelige Skrig høres, uhyggelig Jamren fra lemlæstede Mennesker runger gennem Fortet. — Er en fransk Granat gaaet gennem Loftet?

Eksplosion følger paa Eksplosion. Fortet giver efter. Kaskader af Røg og Kvalm stiger som fra en Vulkan op mod Himlen. Udefra ser det ud, som om hele Fortet springer i Luften.

Nu antænder de eksploderende Haandgranater Flammekasterne. Den brændende Vædske baner sig sydende og hvislende Vej ned gennem Gangene, der er fyldt med saarede Soldater. De brændes levende.

Alt er indhyllet i en tæt, kvælende og stinkende Os. Nu gaar Lyset ud. Panikken stiger. Rædselen tiltager. Lidelserne naar Toppunktet. Den brændende Strøm flyder videre, løber fra Galleri til Galleri, finder Vej ned til de dybeste Kasematter, indtil den dybt nede flyder ind i et Lager af Granater og Kardæsker, som Franskmændene har efterladt. De antændes.

Nye frygtelige Eksplosioner. Paany gennemrystes Fortet. Det giver sig som ved et Jordskælv. Mennesker styrter forvildede omkring, vanvittige. Alle Vegne Mørke. Kvalmen bliver tættere og tættere, opsluger alt. Alle Veje er spærrede. Det er umuligt at aande. Verdun-Kæmperne, spærret inde i Douaumonts brændende Helvede, finder en grusom, pinefuld Død i Kvalm og Ild.

Og udenfor gaar Solen op til en straalende, vidunderlig Majmorgen. Tropper udefra kommer efterhaanden til Undsætning. Der sørges for Ventilation. Lysene tændes paany.

Et frygteligt Syn! De døde ligger indfiltrede, i Lag, lemlæstede, sønderflængede, forbrændte. Alle Gangene er overfyldte. Man staar hjælpeløs og ser paa dem. Hvad skal man gøre med alle de døde? Ud kan de ikke komme, for ingen kan færdes udenfor, og inde kan de heller ikke blive.

I den Gang, i hvilken det største Antal dræbte findes, samler man alle de øvrige. De lægges i Lag. Lagene vokser. Da man endelig har samlet dem alle, murer man Gangen til i begge Ender.

Og derinde, i denne kæmpemæssige, murede Fællesgrav, ligger herefter Ligene af 28 tyske Officerer og 650 tyske Soldater, brændt ihjel eller dræbt hin Rædselsnat efter et skæbnesvangert Uheld i Fortet Douaumont.

DSK-årbøger 1950.