Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De er bragt de foregående dage.
Den aandelige Nød er paa ingen Maade mindre end den legemlige. Der er næppe en Familie i Sønderjylland, der ikke har Sorg for en Død, der er falden for en Sag, som ikke var hans. Der er Enker og Faderløse overalt, Mennesker, hvis Forsørger er borte, som sidder med smaa Renter, der ikke er til at leve og ikke til at dø af.
Til Sorgen over det tabte kommer Rædslen for, at Pengenes Værdi ikke skal kunne slaa til til det daglige Udkomme. Der sidder Krøblinger i Købstad og paa Land, lemlæstede for fjendtlige Idealer.
Alle smaa Pensionister og Rentierer sidder ved de svimlende Priser med Næringssorger i Kulde og Sult.
Værst er det for aldre, enlige Personer; ”les pauvres honteux” [de skamfulde fattige, red.] er mange iblandt os.
Og Ungdommen lider. I fire og et halvt Aar har vore unge Mænd været i Krig i Tyskernes Rækker, og det har været ondt, hvad vi saa. Vi har været med i Myrderierne i Belgien, vi har staaet hos, naar der røvedes og plyndredes.
Enkelte af os har endogsaa taget Del i Rov og Voldsfærd trindt om i fjerne og fremmede Lande. Andre blev i Førstningen af Krigen magtstjaalne af Tyskernes hovmodige Storhedsdrømme, de har nu maattet være med i det dybe Fald.
Og der har bundfaldet sig Slagger i deres Sjæl fra den store Verdensbrand. Der er Raahed i Sønderjylland som aldrig før. Tonen er sænket, man er ikke ustraffet i Aarevis med i alt det ondeste. Især da ikke, om ens Modstandskraft er lille, og det har den været.
Vi maa huske, at der hvert Aar gaar 3000 eller flere Børn ud af den tyske Folkeskole i Nordslesvig. Kun et ganske lille Tal af dem fik Lov og Lejlighed til bagefter at komme paa danske Skoler, at komme med i dansk Aandsliv. De fleste gik ud i Livet med den Kundskabsfylde eller Kundskabsmangel, der var givet dem i tysk Skole, hvor deres Lærere og Ledere var Tjenere for det gamle tyske Regeringssystem, Folk, der var nødt til at leve hele deres Liv i et stort Hykleri, om de var danske Mennesker, eller Folk, hvis Tanker og Idealer var os fremmede, Folk, der kaldte sig tyske eller i det mindste i god Tro gik Tyskernes Ærinder.
De Børn, der kom ud af slige Skoler og lige fra Skolen ud i Krigen uden at maaske Hjemmet havde givet dem særlig aandelig Ballast, de har maattet tage Skade. Det er ikke blot begribeligt og undskyldeligt, det har tit varet naturnødvendigt. Disse unge Mennesker trænger til aandelig Hjælp og Støtte for helt at kunne komme til at leve sammen med os andre som danske Mennesker.
Værst er dog de unge stillet, der er blevet voksne i Krigstiden. Ingen af deres jævnaldrende har været paa dansk Skole, de har ikke engang haft de gode Kammeraters Paavirkning. Der er Tale om 5 Aargange af Børn, om 15-20.000 unge Mennesker, der trænger haardt til at komme i dansk Skole, ikke blot for Kundskabernes Skyld, for at kunne klare sig senere i Livet, men først og fremmest for deres Sjæles, for deres Morals Skyld, for at de kan udvikle sig til Mennesker, det danske Samfund kan være tjent med og kan kendes ved.
Sultende Mand falder let for Fristelse, sultende Dreng endnu lettere. Krigens Overgreb har vist Vejen til ulovlig Selvhjælp og Selvtægt, Krigens Mangel paa Tugt har ogsaa paa andre Omraader gjort Dele af sønderjydsk Ungdom Skade.
Og den tager mere og større Skade for hver Dag, den endnu maa lide Sult og Nød og leve under Fremmedherredømmet.
Det har skiftet Form og Karakter, men vi føler det endnu som samme Tvang og venter med Længsel paa Befrielsens Dag. Den er det eneste Middel, der kan hjælpe til Bunds og borttage al vor Tyngsel.
Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935