Senest ændret den 17. september 2021 20:26
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.
En dum Feldwebel
Da vi afgik fra østfronten til Frankrig , fik v i en ny kompagnichef, idet “Sternigel”, som allerede omtalt, ikke ville lege med mere. Det var løjtnant Knutz, der afløste “Sternigel”. Han havde været adjudant hos regimentskommandøren, Graf von Kielmannsegg. Det var et godt bytte, vi dér gjorde, for løjtnant Knutz var ikke alene en god chef, han var også i besiddelse af fine menneskelige egenskaber.
Knapt så godt var det, at vi et stykke tid efter også fik en ny Kommandofeldwebel, fordi Hannoveraneren blev syg og måtte på lazaret. Den nye, der kom direkte fra garnisonen i Tyskland, var Hannoveranerens diametrale modsætning. Om han havde været i felten før, ved jeg ikke, men hans opførsel overfor såvel underofficerer som menige tydede ikke herpå. Metoderne f ra garnisonen ville han indføre derude i felten, og det slap han ikke ret heldigt fra.
Jeg mindes, at løjtnant Knutz en dag sagde til ham i hele kompagniets påhør: “Herr Feldwebel, lassen Sie Ihre Garnisons-Zicken, die konnen wir hier nicht gebrauchen” (“Hr. Feldwebel. – Hold op med Deres garnisonsnarrestreger – dem har v i ikke brug for her”). Men til trods herfor kunne manden ikke holde sig i skindet, så det skulle ende galt, og det gjorde det også.
Vi havde besluttet, at han skulle have en ordentlig dukkert, når der blev lejlighed dertil. Den kom, da vi engang lå i ro i en landsby bag fronten. Når vi skulle “træde an” om morgenen eller på et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen, havde Feldweblen for vane at rive døren op til det hus, vi boede i, og brøle “raustreten!”
Det var vi ikke vant til. Det med at sørge for at stille til tiden, havde altid været underofficerernes sag, og Feldweblens brølen ved disse lejligheder irriterede os grænseløst.
Et lyst hoved fandt ud af, at hans “raustreten” lige så godt kunne forstås som “austreten” – som betyder at gå på wc – og derefter blev slagplanen lagt.
Næste dag vidste vi , at vi skulle have en øvelse, hvor løjtnant Knutz sikkert ville være t i l stede. Når Feldweblen næste morgen brølede »raustreten« ind ad døren, skulle ordren øjeblikkelig gives videre som “austreten”. En mand fra hvert gevær, ti i alt, skulle så omgående styrte ud på latrinen og blive der, indtil de så, at løjtnanten var ankommet til appelpladsen. Derefter skulle de komme frem én for én. Det blev også bestemt, hvem der skulle komme først. Det var én, der havde ordet i sin magt og ikke var bange af sig.
Det hele var nøje gennemtænkt, og vi var spændt på, hvordan det ville gå. Det var jo meningen, at løjtnanten skulle “eksplodere” og give Feldweblen en ordentlig omgang, fordi han ikke havde kompagniet samlet.
Den næste morgen kom Feldweblen som sædvanlig og brølede sit “raustreten” ind ad døren. Ordren blev promte givet videre som “austreten”, og de ti mand styrtede ud på latrinen bag huset. Alle vi andre gik til appelpladsen, som lå ca. 50 meter derfra.
Løjtnanten kom, og Feldweblen skulle melde kompagniet “Zur Stelle”. Det gjorde han også, men måtte jo tilføje, at der manglede ti mand og på løjtnantens spørgsmål om, hvor de var, kunne ingen tilsyneladende give besked. Alt imens kom den første af de ti mand frem, og de øvrige ni sluttede efterhånden op bag ham. Han meldte sig hos løjtnanten, og der udspandt sig nu følgende:
“Hvor i himlens navn kommer de herrer fra?”
– “Vom Klosett, Herr Leutnant!”
– “Hvornår er det blevet mode at gå på kloset, når der er befalet at træde an?”
– “Der Herr Feldwebel hat ‘Austreten’ befohlen, und wir haben den Befehl ausgeführt” (“Feldweblen har befalet ‘austreten’, og vi har udført befalingen”).
– “Hvad er det dog for noget sludder, det kan jo ikke passe,” sagde løjtnanten.
– “Das kam uns auch ein bischen komisch vor, Herr Leutnant, aber der Herr Feldwebel hat ja so viel neues eingefuhrt, und dann dachten wir, dass das mit einem geputztem Arsch vor dem Antreten auch dazu gehorte”. (“Vi syntes også, at det lød lidt komisk, hr. løjtnant; men Feldweblen har indført så meget nyt, så vi troede, at det også hørte sig til at polere røven, før vi skulle træde an”).
Hele forklaringen blev afleveret med den mest alvorlige mine, man kan tænke sig. Det kneb for os andre at holde masken, men det lykkedes.
Ordskiftet, hvori selvfølgelig også Feldweblen, der var bleg af raseri, blev inddraget, endte med, at løjtnanten anbefalede ham for fremtiden at udstede sine ordre i et sprog, der ikke kunne misforstås. – Den forventede eksplosion udeblev, for løjtnanten tog det hele fra den komiske side. Vi kunne se, at det kneb for ham at holde sig alvorlig, da manden afleverede sin replikker.
Nu er der måske nogle gamle soldater, der vil synes, at episoden er ganske uhørt, og at den lyder utrolig. Men man skal huske på, at vi lige var kommet tilbage fra en eller anden forbandet høj ved Verdun, og vi skulle temmelig sikkert derud igen en af de første dage. Chancen for at komme tilbage med hele lemmer var såre lille, og man kunne vente dét, der var værre. En sådan situation giver en mentalitet, som kun den forstår, der har prøvet det. De par dage, vi var i “ro”, ville vi ikke have ødelagt af en fladpandet Feldwebel uden at svare igen.
Løjtnant Knutz opfattede situationen rigtigt og lod os have vor fornøjelse. Han havde jo selv advaret manden flere gange uden synligt resultat.
For øvrigt vidste han, at han fuldt ud kunne stole på disse hårde halse, og at vi aldrig ville fremtvinge en situation, der ville stille ham blot, for vi holdt af den »Lange«, – det var det navn, han gik under mand og mand imellem – og vi respekterede ham fuldt ud. At vi alle sammen til afslutning fik en lille opsang betragtede vi som værende i orden, rynkerne i løjtnantens øjenkroge var synlige, så vi var klar over, at opsangen kun var til ære for “galleriet”.