Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
12 juli 1916
Russere i Ribe i 43 dage fra Neu Strelitz.
Den 12. juli 1916 ankom en tredje russer til Ribe, nemlig sergent Pjotr Gregori Patuk af 104 inf.reg. (guv. Minsk). Han havde været 3-4 dage undervejs fra en fangelejr i Neu Strelitz. Han flygtede derfra sammen med en kammerat Nikolaj Nintonoff Pjevaschko. Der blev imidlertid skudt på dem ved grænsen, og Pjotr følte sig overbevist om, at kammeraten var blevet ramt. Stor blev derfor hans glæde, da Nikolaj næste dag bragtes til sygehuset. Pjevaschko, der er bonde i guv. Gradno, hørte til 118 reg. Deres glæde over at gense hinanden var ubeskrivelig, de omfavnede og kyssede hinanden.
s 288
Pjotr Patuk, der siden sin tilfangetagelse har ført en ret eventyrlig og til tider spændende tilværelse, fortæller bl.a. ”Lige fra den dag, jeg toges til fange, spekulerede jeg på at slippe bort fra det tunge åg”.
Første gang jeg forsøgte at flygte – det var sammen med en franskmand, kom vi kun til pigtråden, da tyskerne fik øje på os. Og da vi ikke kunne nå at skære pigtråden over i løbet af et par minutter, blev vi grebet af tyskerne og måtte til straf sidde i fængsel i 14 døgn.
Anden gang jeg forsøgte at flygte, tog jeg afsted sammen med to kosakker, og i løbet af 12 dage nåede vi til Kielerkanalen; men da vi dér ikke kunne finde nogen båd og slippe over med og da civile folk fik øje på [os] og henledte militærets opmærksomhed på os, måtte vi, da vi nu befandt os i nærheden af jernbanelinjen over Kielerbroen var der ikke andet at gøre end at prøve på at komme op på det kommende tog. Det lykkedes os, men midt inde på broen, blev kanalen oplyst, og vi blev opdaget, og da vi kom til den næste station (byen Slesvig) kom en soldat ud og greb os kl. 1 om natten og anbragte os i vagten. Jeg kan ikke sige, kun det skar mig i hjertet, at jeg ikke nåede at få fuldført min plan. Jeg forsøgte at flygte fra vagtlokalet og dets to soldater, men det lykkedes ikke. For flugten fra lejren måtte jeg tilbringe 21 døgn i arrest. Det var hårdt. Jeg fik kun varm mad hver 3. eller 4. dag. Herefter tilbragte jeg ca. 4 måneder i lejren i Güstrov. Så førtes alle underofficerer til lejren i Neu Strelitz, hvorfra jeg besluttede at flygte sammen med en anden kammerat. På postkontoret, hvor der sad en kammerat, var der et stort kort; det kopierede jeg. Et kompas fik jeg også fat i efter nogen tids forløb – ligeså i en knibtang.
Min tredje flugt påbegyndte jeg kl. 12½ om natten. I løbet af en halv times tid lykkedes det at file pigtråden over, og kl. 1 om natten slap vi ud af lejren og gik hurtigt et par timer, men så kom vi i mørket bort fra vejen og ind på marker og moser, hvilket beredte os mange vanskeligheder.
På vor flugt, der skulle vare 45 (43?) dage kom vi efterhånden gennem mange steder, hvor der lå tropper.
Da vi nåede landsbyen Kroffelitscho, fik politiet øje på os, men vi skyndte os ud på en mose og gik senere derfra videre. Vi søgte så vidt muligt at komme til at ligge i rugmarker om dagen – en ikke altid ufarlig situation, da vi ofte kunne høre soldaternes højrøstede tale på de landeveje, som førte os tæt forbi os. Var der ikke rugmarker, skjulte vi os i en skov, hvor vi almindeligvis havde det herligt og helt fornøjeligt: ovenover os fuglesang og måske kun 100 skridt fra os tyskerne, der skændte fra kraget[?] med deres forbandede (djævelske) stemmer, hvilket til tider kunne forurolige os. Da vi nåede Wismar ved Østersøens bred gik vi videre ad chausséen og opdagede en stor bygning lige foran os. Da vi forsigtigt gik nærmere, sprang en stor vagthund frem og gøede stærkt, og efter den kom en vagtpost. Vi skyndte os bort det bedste, vi kunne. Herefter måtte vi passere en mængde vandløb og moser, og jeg blev efterhånden så afkræftet, at jeg næppe kunne slæbe mig frem.
Natten derpå gik vi videre. På chausséen foran os så vi tre mænd, der hurtigt gik fremefter; vi gættede, det var flygtninge, men vi turde ikke spørge. På vor vej videre nåede vi ind på jernbanen, hvor en tysker kom os i møde for at gribe os; men vi skjulte os hurtigt for hans ???? og slap lykkelige videre.
Næste nat omtrent et kvarter før 12 begav vi os igen på vej; men det var nu søndag og folk sov ikke endnu; det var vanskeligt at komme frem gennem de mange mosestrækninger og over de mange grøfter. Næste nat gik vi videre og ankom til den store station Blankenberg . Her så vi et par meget store bygninger, den første lignede en skole og den næste, den største syntes ubeboet. Udenfor den syntes at stå en stor sten eller lignende, men da den kom nærmere, viste ’stenen’ sig at være en skildvagt, som stirrede på os. Vi kom hurtigt af sted, han råbte ’Halt’, men vi løb og løb og nåede ind i en stor skov.
Desværre har russeren under sit ophold ikke fået tid til at skrive mere, men allerede denne beretning giver et godt indblik i de farer, der møder flygtninge langvejs fra.
Af hvad han fortalte om flugten, skal her anføres en del interessante enkeltheder:
Hvad deres rute angiver, gik de efter kompasset først mod vest, senere mod nord. De tyske vejvisere med nøjagtig angivelse af kilometerafstande var dem til megen nytte.
Med hensyn til levnedsmidler undervejs medbragte de fra lejren så meget brød, chokolade etc. At de levede deraf i de første 14 dage dvs. indtil de var i nærheden af Neumünster . Senere skaffede de sig føde bl.a. på følgende måde: Når de lå skjulte om dagen, så de næsten altid fangne landsmænd, der arbejdede i nærheden. De lagde så mærke til, når den tyske vagt var borte, fik så mad af de russiske fangne landsmænd og gav dem penge, så disse kunne købe chokolade til dem. En enkelt gang købte de selv chokolade. De så fanger i nærheden og gjorde så regning på, at købmanden ikke kunne opdage, at de var fanger fra andre egne.
Over Kielerkanalen satte de i løbet af 10 minutter i en stor båd. Kanalen var stærkt oplyst, og der lå en del skibe i den, men dog ikke krigsskibe.
En anden gang måtte de surre 3 planker sammen for at komme over et større vandløb.
Flere fanger er fra Neu Strelitz flygtede til Holland, hvortil vejen er kortere, men vore to fanger her mente, at flugten forløb sikrere til Danmark.
Ved grænsen, som de passerede i nærheden af Vester Vedsted, blev der skudt flere skud mod dem.
Til straf fordi Pjotr Paluk tidligere var flygtet, var der på hans dragt og hans kasket blevet anbragt hvide kors, som dog blev fjernet efter at lejren havde haft besøg af russiske søstre.
Ingen af disse to – og ej heller af de sidst ankomne russere – udtaler sig rosende om deres officerer, hvorimod de alle fremhæver, hvor fortræffelige og flinke kosakkernes officerer er ligesom de tartanske og grusenske officerer.
Som andre soldater taler de meget ondt om jøderne. Alle fremhævede, at det russiske sanitetsvæsen er udmærket ved den russiske front og hvor flinke sygeplejerskerne er.
Paluk er dekoreret med Georgskorset af 4. og 3. grad.
Hvis du har lyst til at være med til at skrive notebøgerne af, så kontakt René Rasmussen