Senest ændret den 13. januar 2017 14:45
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag d. 12.1.1917
Min egen kære Inger!
I går skrev jeg et kort, hvori jeg fortalte dig, at jeg nu var kommet nærmere til fronten. Vi ligger ca. 20 mand i en by, som hedder Achiet le Petit og bringer hver morgen kl. 6 middagsmad og forplejning ud til komp., som ligger i stilling i en by som hedder Grancourt. Den er fuldstændig nedskudt, så man næsten ikke kan se, hvor husene har stået. For at komme derud, må vi gå et stykke vej omtrent så langt som fra Fjelstrup til Feid [må være en fejllæsning for “Feld” – forkortelse for “Christiansfeld”] og det er en meget dårlig vej – opkørt og pløret. Vi binder noget tøj om benene fra støvleskafterne og op til knæet. Det hjælper en hel del foldet værste smadder. Da vi i morges var derude for første gang, i det mindste jeg, var det så roligt, så man næsten ikke kunne forstå, at det var lerig. Jo, det tyske artilleri skød lidt. Ude i stillingen var de godt tilfredse. De bor i temmelig gode dækninger og »Tommy«, som de kalder englænderne, skyder slet ikke på dem, selv om de går oven for graven. Der er gensidig forståelse. I den tid komp. har været der, er der kun blevet såret 3 mand af granaterne, og det var af vore egne. Graven bliver ikke beskudt af det engelske artilleri…