Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sine forældre beskrev han nogle døgn senere, hvordan han havde oplevet slaget ved Soissons.

Jumencourt den 16. januar 1915

Kære forældre!

Førend jeg begynder dette brev, vil jeg sige, at jeg er ved helt skind og sind. Disse sidste fem døgn har været sådanne, at det nytter slet ikke at beskrive det. Jeg har været med i et større slag ved Soissons; over halvdelen af vor bataljon er væk, og jeg sidder her endnu. Hvad jeg alt har oplevet i disse fem døgn kunde fylde hele bøger, men det er tjenligst, at jeg fatter mig i korthed.

Det var den 8., at vi blev halet ud af sengen alias halmen og transporteret her til Aisne. Her blev vi ført til en stor hule, et sandstensbjergværk, hvor vi lejrede os dybt inde i jorden. Straks den næste nat blev vi alarmeret og ført til en ny hule, hvorfra vi om morgenen besatte en skyttegrav. Det var den såkaldte Zuavelund eller heksekedel, som skulde stormes; den lå på høj­derne nord for Soissons, og regiment efter regiment havde stor­met uden held. Endnu for et par dage siden havde franskmæn­dene drevet dem ud af deres egen skyttegrav, og endnu den morgen holdt de en del af den besat. Ligene fra disse kampe lå endnu omkring i mængde, endogså i selve skyttegraven, som var skudt fuldstændig i grus, så der ikke var et eneste skydeskår tilbage.

Ved Lassigny stormede 4. komp. så stillingen og tog den. Så begyndte spillet. Nu kom der artilleriild. Oppe fra et bakkedrag i venstre stod et batteri og gav os det skæreste flankefyr. De sprang i hundredvis omkring os, og vi lå på knæene tæt pak­kede nede i bunden af graven. Det varede heller ikke længe, så begyndte de sårede at slæbe sig hen over os til forbindingspladsen, undertiden kom der en hel strøm af dem og værre og værre blev det. En granatsplint suste lige forbi mit øre og huggede ned mellem mine fingre.

Og sådan blev det ved fra om morgenen kl. syv til kl. fem om eftermiddagen; og til tider var det sådan, at der kom en to-tre granater i sekundet. Jord og sten og splinter fløj ind over os, undertiden hele brystværnet, og jeg var helt dækket med jord. Så gudskelov stormede jægerne batteriet, og vi fik ro. Vi strakte de kuldestivnede knæer, der omtrent havde ligget i samme pi­nefulde stilling i ti timer, og tilmed fik vi fyr af vore egne svære haubitser, som beskød de franske skyttegrave, og altid skød for kort.

Da pludselig, inden vi vidste af det, gik stormen løs til højre for os; der blev et frygteligt knitter-knatter, et kompagni sprang op af graven og stormede frem under hurraråb; hist og her segnede én, andre letsårede løb tilbage; da pludselig lød kom­mandoen: 1. komp. auf! march march!, og så gik det løs med bajonetter – hen over de døde, der endnu lå der siden sidst – ned i de dybe granatgrave og op igen og fremad, fremad. Franskmanden rykkede ud af første grav; jeg vilde springe over den, men gled ud og faldt ned i den og kunde ikke komme op igen. Så gik jeg dernede og så efter i dækningerne, hvor der sad franskmænd i snesevis og råbte pardon.

Da jeg endelig kom op af graven igen, begyndte et maskin­gevær at knitre foran mig; det blev mig lidt uhyggeligt, hvorfor jeg forsvandt ned i en granatgrav. Kort efter var hele hekseked­len vor, og franskmanden trak sig tilbage ud mod Aisnefloden. Jeg rystede mig lidt for at se, om jeg da var hel endnu. Vi besatte derefter deres grav, og nu begyndte der en skræk­kelig tid for os.

I fem døgn har jeg været i frit rum, uden at have andet end min mantel; køkkenet kunde ikke komme til os; vand var der ikke at få. Nej, det var forfærdeligt. Det eneste vi fik, var næsten franske jernportioner og så vin. Det var den 12. jan.