Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.
Først henad Formiddagen var vi samlet oppe ved Stationen for at tage med et Tog til Ingweiler.
Der var mødt en Flok civile Folk, som opfordrede os til at aflevere vore Geværer til dem. Et Par af vort Vagthold solgte Geværerne til dem for et Glas Brændevin; derefter var vi kun en fem til seks Stykker, som var i Besiddelse af vore Vaaben, hvilke vi haardnakket nægtede af aflevere.
Endelig kørte der et Tog frem, men inden vi kom ind i Toget angreb Civilfolkene os pludseligt og søgte at rive Geværerne fra os. Vor Delingsfører, som havde ligget i Kvarter i samme By, var forsynet med en amerikansk Karabin, som han vilde tage med sig hjem, men denne blev ham frarevet.
Det var rent instinktmassigt, at jeg slog fra mig med Geværkolben, jeg følte mig mere tryg under de usikre Forhold, saalange jeg endnu havde mine Vaaben. Nu, Haandgemænget varede kun kort; forsynede med enkelte Skrammer naaede vi ind i Jernbanevognen. En Mand til foruden Delingsføreren havde mistet Geværet.
Klokken var nu bleven elleve, det var Mandagen den 11. November, og vi lyttede fra Jernbanevognen efter Skuddene fra Fronten, — de vedblev at lyde. Toget satte sig atter i Bevægelse, Klokken var henimod halvtolv, Kanonskuddene vedblev stadigt at drøne.
Blev det ikke til Fred endnu? Eller var det Revolutionen?
Disse Spørgsmaal stillede vi hverandre.
Først bagefter fandt jeg Forklaringen, nemlig den, at det var Kl. 11 efter fransk Tid, Vaabenstilstanden skulde træde i Kraft. Men paa denne Front har man altsaa kampet indtil sidste Minut. Da vi kom til Ingweiler, en By paa godt et Par Tusind Indbyggere, vajede Trikoloren fra Raadhusets Tag,og fra Husene langs Gaden vajede baade franske og amerikanske Flag.
Hvorfra Folk i en saadan Fart havde faaet fat i det amerikanske Stjernebanner, er mig endnu en Gaade. Byens Borgmester opfordrede os til at overlade vore Vaaben til Byens “Borgervæbning”, og da en Udsending fra Soldaterraadet anbefalede os at efterkomme Opfordringen, saa strakte vi fire sidste Mand af vor Afdeling Vaabnene.
Som vi nu gik ned ad Gaden, mødte vi et Optog, bestaaende mest af Børn og Kvinder, kun et Par enkelte Mand iblandt, med et Musikkorps i Spidsen, som spillede Marseillaisen. I Spidsen bar man Trikoloren og den røde Revolutionsfane.
Skønt der endnu befandt sig ca. 300 tyske Soldater i Byen, var der ingen, som lagde dette Demonstrationstog et Halmstraa i Vejen.
Paa Kompagniets Skrivestue fik hver sine Papirer udleveret, baade Militærpas og “Pasnationale”, hvilket sidste ellers altid blev hos Troppeafdelingen. Det var dette “Pasnationale” som indeholdt de hemmelige Bemærkninger, der saa ofte har været omtalte, og selvfølgeligt var mit heller ikke uden Bemærkninger, hvilket jeg dog allerede havde erfaret i September 1914, da det forste Gang i al Hemmelighed var lykkedes mig at faa dette Dokument i Haanden.
Kompagniets Kassebeholdning delte vi ligeligt, saaledes at hver Mand fik rigeligt 21 Mark, hvad enten han saa var menig eller Løjtnant. Der var nemlig endnu to af Delingsførerne tilbage, mens Kompagniforeren og den ene Delingsfører allerede var stukket af for to Dage siden.
De faa Levnedsmidler, der var, delte vi ligeledes, dog saaledes, at vi inddelte os selv i Zoner, alt efter som vi havde langere eller kortere Vej til Hjemmet. De, der havde den langste Vej, til hvilke jeg hørte, fik tre Portioner, hvilket vilde kunne strække til tre Dage, de øvrige fik henholdsvis en og to Portioner.
Saa stod vi her i den lille By ved Foden af Vogeserne som frie Mænd. Vi fik fat i et Stykke rødt Katun, hvilket vi skar i Strimler, og hver af os fæstede en rød Sløjfe paa vor Uniformsfrakke, det skulde vare vort Fripas. Hvorledes vi skulde naa hjem, blev vor Sag, enhver var fuldstandig overladt til sig selv.
Jeg besluttede at forsøge at naa hjem over Strassborg, og med underlige Følelser rullede jeg ud paa Aftenen ad Banelinjen ad Strassborg til. Hvor langt vilde jeg naa frem ad Banen? Det var det Spørgsmaal, jeg stillede mig selv.
Sprogforeningens Almanak, 1927.