H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 11. November 1918.
Da jeg i Morges gik ud af mit Hotel, var Gadebilledet atter roligt. I Rigsdagen hørte jeg, at Professor Hollmann er her i Byen og har udtalt Ønske om at komme i Forbindelse med mig. Jeg har haft mange Besøg i Dagens Løb.
Paa Hotellet havde jeg først i Formiddags længere Forhandlinger med Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen. Jeg betonede Nødvendigheden af, at vi fik den nye Regering til offentligt at vedkende sig Wilson-Programmets Anvendelse paa det nordslesvigske Spørgsmaal, inden Møderne paa Folkehjem afholdes, for dermed at skaffe os den nødvendige Basis for et videregaaende, maalbevidst Arbejde.
Vi blev enige om, at jeg skulde gøre et nyt Forsøg paa at opnaa en saadan Anerkendelse ved direkte Henvendelse til Folkekommissærerne.
Loretz og Frue besøgte mig paa Hotellet. De var begge forbavsede over det Flegma, hvormed Befolkningen fandt sig tilrette under de nye Forhold. Han ønskede at træde i Forbindelse med de nye Magthavere, og jeg tilsagde ham min Assistance.
Da jeg senere gik hen i Rigsdagen, traf jeg først Ledebour. Han var i straalende Humør, men saa hæs som en Ravn; iøvrigt særdeles veltilfreds med Begivenhedernes Gang. Dittmann kom ud af de uafhængige Socialdemokraters Fraktionsværelse. Han hilste paa mig, og jeg udtalte min Glæde over den Enighed, der nu var opnaaet mellem Partierne. „Det er en Lykke, at begge Retninger nu kan optræde sluttet,” sagde jeg.
„Om det er en Lykke, vil Tiden vise,” svarede han, „men foreløbig var der i hvert Fald ikke andet at gøre.” Den Maade, hvorpaa han betonede disse Ord, viste, at han ikke var helt tilfreds med Resultatet.
Mens vi vekslede disse Bemærkninger, kom Haase. Endskønt han som sædvanlig havde meget travlt, standsede han dog et Øjeblik. „Jeg havde ikke ventet, at det var gaaet saa hurtigt og saa let, sagde han. „At det gamle Styre uden nævneværdig Modstand er brudt sammen, viser imidlertid, hvor pilraaddent det var.”
I det samme kom Bilchner og bragte en hel Bunke Nyt.
„Der er udbrudt Uroligheder i Frankrig,” fortalte han, „og der foreligger et traadløst Telegram om, at fem engelske Krigsskibe med det røde Flag har udvekslet Broderhilsen med vore Skibe udfor Wilhelmshafen. Revolutionen lader sig nu ikke længere standse, den vil gaa sejrrig hen over hele Verden.”
Dr. Breitscheid kom og tog mig til Side. Han fortalte mig, at han i Gaar havde faaet den ærefulde Opfordring at overtage Stillingen som Statsminister i Gotha, men at han havde afvist Opfordringen. Her stiller Sagen sig nemlig saaledes: Dr. Solf ønsker at træde tilbage. Der er Forslag fremme om at sætte Kautsky, Dr. David og Breitscheid ind i Udenrigsministeriet, og det vil han eventuelt foretrække, da Udenrigspolitiken er hans egentlige Speciale. Kautsky kom til, gik straks ind paa det nordslesvigske Spørgsmaal og ønskede mig til Lykke. „Die Sache ist ja jetzt erledigt,” sagde han.
Jeg takkede ham og mindede om en Samtale, som vi havde for et Par Aar siden, under hvilken han overraskede mig behageligt, fordi han havde Pragfredens § 5 paa rede Haand og vidste grundig Besked om det nordslesvigske Spørgsmaal.
Jeg benyttede under Henvisning til de mange Afskedigelser af Højere Embedsmænd og Nybesættelser af vigtige Embedsstillinger, der i disse Dage fandt Sted, Lejligheden til at indskærpe dem Nødvendigheden af, at Landraadsembederne i de nordslesvigske Amter nu ogsaa blev besat med Mænd, som Befolkningen havde Tillid til.