P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Han har netop prøvesejlet et nyt skib.
Nu var vi altsaa klar til vort egentlige Arbejde, at holde en Aabning fri for Miner i de Minespærringer, som Englænderne lagde, saa Undervands-baadene kunde gaa ud, altsaa et rigtigt “Himmelfahrtskommando”, som det hed, med Station i Cuxhaven.
Paa disse smaa Baade havde vi jo ikke ret megen Plads til Materiel. Der var derfor et saakaldt Moderskib, som fulgte med os. Snart laa vi ved Helgoland, snart ved List, eller hvor det nu passede bedst. Her fik vi Proviant, Benzol o. s. v.
Naar det var alt for daarligt Vejr, kunde vi ikke arbejde med Grejerne og søgte saa Læ, for det meste i List eller Helgoland. Af Vaaben havde vi kun et Maskingevær og Dybvandsbomber. Naar vi var langt ude, var der et Luftskib med os for at holde Udkig efter Englænderne.
Engang fik vi Besked om at hive Grejerne ind og se at forsvinde. Medens vi var i Gang med det og omtrent havde det indenbords, opdagede vi til vor Rædsel, at der fulgte en Mine med. Vi saa tydeligt Hornene paa den, medens den hang og dinglede et Par Meter fra vor Agterstavn. Vi lod Linen løbe ud igen, satte fuld Fart paa Maskinen og kom heldigt bort.
Det var ellers lige ved, at vi havde hivet Døden indenbords.
En Eftermiddag fik vor Baad Ordre til at afbryde Arbejdet og sejle ind til Keitum paa Sild efter et Par Officerer. Vi kom gennem Netspærringen inden Aften og fik Passagererne om Bord. Inden vi kom af Sted igen, var det dog blevet mørkt. Vi kunde ikke finde det rigtige Sted i Netspærringen igen, og inden vi saa os om, sad vi fast i det med begge Skruerne.
Det viste sig umuligt at komme fri igen ved egen Hjælp. Vi afgav Melding gennem vort F. T.-Apparat om, hvad der var passeret. Vejret var godt, saa der skete ikke noget videre, men vi sad der dog et Par Dage, før der kom et andet Fartøj med en Dykker, som skar os fri. Vi havde faaet den ene Skrueaksel beskadiget og kunde kun bruge den ene Skrue, men vi kunde dog klare os selv og kom omsider til Helgoland.
En Kammerat og jeg var ovre paa Moderskibet for at hente Proviant. Da saa vi vor Baad sejle ud af Havnen med Kurs mod Cuxhaven. Os havde de ladet i Stikken. Vi kom saa med en anden Baad dertil, men der fik vi at vide, at de havde faaet Ordre til at sejle videre til Hamborg for at faa en ny Skrueaksel.
Der stod vi saa i vort beskidte Arbejdstøj og uden noget som helst.
Vi henvendte os saa paa Kommandanturen, forklarede dem Sagen og fik Billet til Hamborg. Vi vakte Opsigt i Kupeen i vort snavsede Tøj; men Gustav havde en Historie parat om, at vi var blevet minesprængt og havde mistet alt.
Der var nogle af de rejsende, der havde Medynk med os, og vi blev indbudt til at besøge dem i Hamborg. Gustav var der ogsaa og blev godt trakteret. Jeg havde ikke Lyst til det. Vi blev hurtigt færdige denne Gang, og igen gik det ud til Flotillen.