C. Beuck var fører af 5. kompagni ved Regiment 84 (IR84), der i maj 1916 ankom til Verdun. Premierløjtnant Thormeyer gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84).

Få dage efter regimentet var ankommet til Verdun, rykkede det frem i forreste linie. Den 11. maj afløste regimentet i forreste linje, og det var dele af infanteri-regiment 22, reserve-infanteri-regiment 23 og bayriske infanteri-regiment 25.

C. Beuck fortæller:

Siden 11. maj lå regimentet i stilling på høj 304 foran Verdun. En lignende stilling havde vi hidtil ikke haft.

Fjern- og nærkamp blev her udkæmpet med største forbitring. Anmarchvejene lå under uafbrudt spærreild og kunne kun tilbagelægges med største besvær og sjældent uden tab.

Foran i stillingen var det ganske vist for det meste mere tåleligt. – Vi lå på denne side af højens skråning uden at kunne se hen over kammen; Det var naturligvis en vældig fordel for fjenden. For vore kommandoforesatte ville det have været ønskeligt, hvis den forreste linje, der ovenikøbet forløb ret uregelmæssigt, havde været skudt længere frem. Men så helt let var det ikke. Ven og fjende havde begge bidt sig godt fast i jorden.

Premierløjtnant Thormeyer fortæller:

Først kom II bataljon i forreste stilling, III bataljon som beredskabsbataljon i Malancourt og Haucourt og I bataljon i hvile i Nantillois. I reglen skiftede bataljonerne indbyrdes hver 5. dag, og det trinvist fra hvile til beredskab, fra beredskab fremrykning til forreste stilling, for således at give velfortjent ro i Nantillois til den til enhver tid værende stillingsbataljon.

Der måtte naturligvis af og til afviges fra denne afløsningsplan, hvis en bataljon i stillingsperioden havde lidt særligt store tab.

Senere, i slutningen af juni, blev afløsningsaftalen ændret således, at hvilebataljonen blev stillingsbataljon og stillingsbataljonen blev hvilebataljon. Lige som kampforholdene i denne stilling for regimentet var helt anderledes, langt mere intensive end i de stillinger, man hidtil havde haft på vestfronten, således kunne naturligvis heller ikke stillings- og beredskabsbataljonernes styrkefordeling puttes i et fast skema.

Egne og fjendtlige angrebsoperationer og bedømmelse af situationen måtte være bestemmende for, hvordan kamptropper og reserverne skulle være klar til indsats.

I de to første måneder af vor stillingstid på høj 304 (maj og juni) kunne stillingsbataljonens   fire egne kompagnier ikke slå til,  der blev altid tilført den to kompagnier reserver, som kunne trækkes frem, mens hver bataljon senere hen kunne klare sine opgaver ved egne styrker.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.