Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.
Saa kom vi nærmere til Dybbølbjergs Vartegn, der skues videnom: det grimme tyske Sejersmonument, der ligner Spiret paa et gotisk Kirketaarn, som man uden Sans for Stil og Smag, Natur og Landskab har stillet plat ned paa Bakkekammen, og den trofaste og redelige hvide Dybbøl Mølle, i Dagens Anledning pyntet med et stort Dannebrogsflag paa Mølleomgangen. Den bærer nu igen sin hjertevindende Indskrift, som Prøjserne pillede ned:
Tvende Gange skudt i Grus,
atter rejst som Møllehus,
Vogter for et Mindebo,
Selv en Bavta dansk og tro.
Spejd saa langt Dit Øje naar,
Grav ved Grav i Marken staar.
Danske Mænd gav Livet hen,
Troskab holder Skansen end.
Taaredugget Ærekrans
slaar om Dybbøls Navn sin Glans.
Slægter dø, men Sproget binder,
Fremtid gror af dyre Minder.
Det grimme tyske Værtshus, bygget i tysk Ølstil, ligger der fremdeles og skæmmer; det hjælper dog lidt, at det nu har faaet dansk Navn. Men i Dag er der kommet noget nyt til.
Soldaterforeningerne har smykket det danske Thermopylæ — hvor en lille trofast Skare, i tapper Kamp trods Haabløshed, for en Stund standsede de fremvæltende Horder og selv led Offerdøden — med en mægtig Flagstang i en stor Stensætning. Naar Kongen passerer i Dag, skal der for første Gang hejses et Kæmpeflag af Silke, skænket af Dansk-Amerikanere, af hvis Skare de udvandrede Nordslesvigere udgør den solide Kærne.
Helt nede i Angel kan de se, at dette Sted er dansk. Saa svinger Toget tilhøjre ind over Markerne og ad et Gab i Skansevolden ind paa Festpladsen: en mægtig Skanse paa flere Tønder Land, vel saa stor som Kongens Nytorv, anlagt af Tyskerne i 1865. Fra denne Dag af skal den bare Navnet: Kongeskansen. —
En Overraskelse møder os straks paa Festpladsen: Skansernes Inderskrænter er allerede besat af nye Tusinder. Og nu først kommer Processionen. Vil Vejret holde? Fra Morgenstunden har alt tegnet glimrende, men tunge Skyer trækker op, og der falder enkelte Draaber.
Det store Friluftsstavne kan ikke taale Regn. Jo, det holder, det bliver endda straalende Skiftevejr, som det danske Sind, der veksler saa tit og saa let mellem Alvor og Skæmt; det knaldende Lys mellem Overskygningerne gyder dobbelt Liv over Farverne i Landskabets pragtfulde Rundskue og i den brogede Menneskeskare. Og højt, højt oppe hænger Lærkerne og synger i Kor.
Hele det mægtige Rum fyldes efterhaanden. Var der treds-, var der hundrede-tusind? Ingen kunde tælle dem. Der kommer Smil paa alle Ansigter, da en lille Deling Marinesoldater med Løjtnant og Marinesplitflag marcherer ind ad Skansegabet til de gemytlige Toner af “Holmens faste Stok”.
Hver og en kender jo Melodi og Ord fra Moders Skød. En agtet, sindig og graanet københavnsk Socialistfører, der er født paa Fyen, ler hen til mig: “Der har vi nok Københavnerne!”
Jeg er jo selv en ægte Københavner med K. Saa kommer Studenterskytterne og sluttelig Garden med gammel laset Fane til “Den Gang jeg drog af Sted”.
Den faar en velvillig, strengt sagkyndig Bedømmelse. Militærvæsen har alle disse “Musspreussere” maattet lære at forstaa sig paa.
Der skulde jo Kongen have redet i Spidsen, dobbelt høj med den mægtige Bjørneskindshue!
Men nu kommer han langsomt gaaende i Admiralsuniform — du Danskes Vej til Ros og Magt, sortladne Hav!
— Mange strækker Hænderne ud imod ham, alle raaber ham i Møde, som han og hans følge skrider frem gennem Menneskemængden i langsom Højtidelighed, Skridt for Skridt, hen til den græsklædte Jordhøj paa Pladsens Midte, op ad de mange Trin til Æressædet højt over hele Menneskehavet.
Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.