Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Vi synger, men saa mange er vi, at Gardens mægtige Musikkorps ikke kan holde Sangen sammen, men Versenes Slutord ruller som et Ekko ud mod Yderkanterne. —

Foran Kongesædet er Talerstolen rejst. Sønderjydernes Ordfører træder derop. Det er den unge Grev Otto Didrik Schack fra Møgeltønder, ved Krigens Udbrud med mange andre danske Tillidsmand brutalt og meningsløst fængslet af Tyskerne og slæbt bort, nu Amtmand over det sydligste danske Amt.

Men han er ikke i Guldstriber og Fjerbusk. Han bærer den samme Festdragt som de andre Bønder og Borgere af Vælgerforeningens Styrelse: den sorte Frakke og Klaphatten. Med blottet Hoved ser han opad mod Kongen. Sollyset falder skarpt ned over det tætte Haar og de stærke lyse Øjenbryn, og en dyb Bevægelse glider hen over hans Ansigt.

Fra brydsom Begyndelse hæver han sig gennem sin Tale til høj Pathos:

“Deres Majestæter, Deres kongelige Højheder, højtærede Forsamling!
Paa Dybbøl Banke, det dyrebareste Sted Danmark ejer, hvor Fortid og Nutid fører et Sprog, der stærkere end Mennesketunge formaar det, vidner om, at Herren har gjort store Ting imod os, mødes Danmarks Kongehus, Regering og Rigsdag — mødes Danmark selv i Dag med sønderjydske Landsmænd.

Saa skal da det Velkommen, der bydes af de Tusinder, der fra det genvundne Land er stævnet hid i Dag, lyde saa varmt og hjerteligt, som det alene kan lyde fra Befolkningen sønden Aa til Danmarks Konge og Danmarks Folk.

Genforeningen bragte os ikke den Glædens Dag, vi haabede paa — og hvad der fylder vort Sind og ikke kan glemmes, skal heller ikke glemmes i denne Stund og paa dette Sted, men som en dyb og alvorlig Tone klinge med i det store Kor af Løfter og Tak, der fra Dybbøl Banke vil lyde ud i Fremtiden.

Men Fortrøstning og Taknemlighed maa i Dag bære frem over det, der tynger. Med inderlig Tak vil vi mindes, at hvor Danmarks Konge hin Gang i Nattens Mørke besøgte de til Død og Undergang viede Skanser i en tabt Landsdel, der samles i Dag i Festdagens Glans en dansk Konge af samme Navn med sit Folk for at føre det tilbage til Moderlandet.

Hvem turde have haabet dette, da for 6 Aar siden den tyske Dybbølfest skulde overtyde Verden om, at dette Land var tabt for Danmark for bestandigt? Men Festsalutten fra den tyske Flaade fik et grufuldt Ekko, der rullede gennem Verdenskrigen.

Da Kanontorden forstummede, sang Dybbøllærken atter over vang.

Taleren standsede betaget et Øjeblik, højtidsstilhed som i en Kirke laa over de mange Tusinder. Og hør! Et Brus af jublende Lærkesang tonede og klang over vore Hoveder.

“Og saa dansk er dette Land og Folk hernede, at vi til Trods for det vidunderlige, vi oplever, føler: Vort Møde her paa Dybbøl er ligesaa naturligt som den Fugls Kvidren, der for os staar som et Symbol paa det danske Folkesind; skal der fejres en Fest paa dette Sted, da maa det være et Møde som vort i Dag, hvor Dansk møder Dansk for ikke atter at skilles.

Og kommer vi hjem, færre og fattigere end vi drømte, og blandes der Afskedssmerte i Gensynets Glade paa denne Dag, der skiller Slægt og samler Slægt — der er dog noget, der er stærkere. Hvor Hjertet er for fuldt til at tolke sine Følelser i Ord, der sænker sig Øje dybt i Øje for at sige det uudsigelige, der lyder kun Velsignelsen, som rummer alt, Anger og Tilgivelse, Tak og Løfter for Fremtiden, men først og fremmest Kærlighed, Kærligheden, som forener i Adskillelsen, og som gør Genforeningen hellig, Kærligheden, der samler alt dansk, hvor det end findes paa Jorden.

Gud velsigne dem dernede, der længes hen til os i Dag!
Gud velsigne dig og dit Hus, Kong Christian!
Gud velsigne Danmark!

Det store Budskab, Genforeningen bringer til os Sønderjyder, er, at vi nu ikke mere skal bare dette Navn, men blive Danske, ikke kun i Sind, men ogsaa af Navn.

Det er med Vemod, at vi giver Afkald paa dette Navn, under hvilket vi har elsket Danmark og alt, hvad der er dansk, med en Inderlighed og Hengivenhed, som den ikke fandtes større i Moderlandet, og det er med Sorg, at vi siger Farvel til det, fordi det endnu som Hædersmarke maa bæres af dem, vi ikke glemmer i denne Stund, og som vi vil bevare
i Troskab, saa lange der banker et dansk Hjerte dernede.

Men med inderlig Tak og Glæde tager vi imod Danmarksnavnet, mødes vi i Dag til Samarbejde for Danmarks Vel og Danmarks Fremtid. Den Kærlighed, der spirede og plejedes i de lange og trange Udlandigheds-Aar, skal nu bære Frugt. Lød det før med særlig Varme i den Sang, vi vel hyppigst har sunget hernede: “Mig fryder din Ros, din Ære, mig knuger din Sorg, dit Savn”, saa skal det nu vise sig, at vor Kærlighed var saa stærk og ægte, at vi kan indfri vore Løfter, at vi vil møde Kravene og være med til at bære Byrderne, at det er sandt, naar vi synger videre: “Hver Glans, hver Plet vil jeg bære, som falder paa Danmarks Navn”, og at “om Trængsel og Nød du fristed, jeg elsker dig dobbelt ømt”.

Vi skal være dig gode og trofaste Sønner og Døtre, Danmark, det lover vi dig i Dag — det giver vi dig Haandslag paa, Kong Christian!

Ja, om Kongen samler vi os i denne Stund, den største vor Slægt har oplevet. Naar i svundne Dage Folket havde valgt sin Konge, stævnede det til Tinge for at hylde ham under aaben Himmel. Den 10de Februar, da vi Sønderjyder stemte os hjem, kaarede vi Kong Christian af Danmark til vor Konge. I Dag løfter vi, alle som een, vor Konge paa Skjold, som frie Mand og Kvinder hylder vi Danmarks Konge og Dronning, nu ogsaa vor Konge og Dronning, idet vi samles i et tusindstemmigt Hyldestraab:

Kong Christian og Dronning Alexandrine leve!”

Det var en sær Skæbnens Førelse, at det blev Grev Schack, der var Sønderjydernes første Talsmand. Uoverensstemmelser angaaende Grænsedragningen havde holdt de vante Førstetalere tilbage.

Disses Evner og Ydelser ufortalt: Grev Schack var den rette. Det djærve Du til Kongen faldt med naturlig Kraft fra hans Læber. “Kongens Lensmand” paa Møgeltønder Slot ramte med sine skønne Ord det inderste i Sønderjydens Sindelag: det var: “den lovlige og retmæssige Konge”, der var vendt tilbage.

Saaledes havde det allerede lydt i Velkomsthilsenen fra den “gamle danske By” Haderslev.

Og denne Tankegang fandt den fuldeste Genklang i Kongens fine Beskedenhed og Slægtsfølelse, som den ytrede sig Gang paa Gang i hans Svar paa Befolkningens Hyldest: “Jeg mindes min Bedstefader og min Fader, hvem jeg ønsker havde holdt her i mit Sted”, havde han sagt straks ved Grænsen.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.