Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten
En ublid Opvaagnen.
Frankrig, den 11. Januar 1916.
Kære Venner!
I Aften er det et dejligt Vejr, mildt og stille.
Kanonerne tier for en stakket Stund. Nytaarsnyets smalle Segl lyser mat i Vest, og Stjernerne tindrer fra den mørke Nathimmel. Den vestlige Horisont oplyses snart hist, snart her af Raketter og Lyskugler; det er ude ved Fronten, at vore Folk og Englænderne sender disse op fra Skyttegravene for at sikre sig mod Overrumplinger.
Alt er i Øjeblikket fredeligt og stille, men hvert Øjeblik kan Stilheden afbrydes af Krigens Bulder.
I Morges blev vi vækket paa en meget ublid Maade. Sent i Gaar Aftes var jeg krøbet i min gode Seng, som min Værtinde havde stillet til min Raadighed, med det Forsæt at sove til næste Morgen Klokken syv. I Morges Klokken halvfem vaagnede jeg imidlertid ved et forfærdeligt Brag.
Halvt bedøvet styrtede jeg ud af Sengen, min første Tanke var den, at en Granat havde ramt Huset. Vinduer og Døre i mit Kammer var sprungen op, Ruderne splintret i tusinde Splinter, Sengen, Gulvet, alt oversaaet med Glassplinter. Ved at kaste et Blik ud af Vinduet saa jeg en mægtig Røgkegle over L., Flammerne slog højt op, tusind Raketter og Lyskugler steg og dalede, det var et storslaaet Skue.
Det hele opfattede mine Sanser i Løbet af et Par Sekunder. Jeg anede, at et stort Ammunitionsdepot maatte være sprængt i Luften i en Afstand af henved to Kilometer fra os.
I næste Øjeblik hørte jeg en Kvindes Jamren i Værelset ved Siden af, jeg løb ud paa Gangen i bar Skjorte og bare Ben, Korporal M. stod alt derude, og vor Værtinde, Madame Moffelein, kom styrtende ud fra sit Soveværelse i samme luftige Kostume, med lille Susanne paa Armen. Korporalen og jeg beroligede Madame, vi var jo alle uskadte og Faren denne Gang overstaaet; vi klædte os paa og gik neden under.
Alt saa uhyggeligt ud, næsten alle Vinduesruder i hele Huset var knuste, et Par Vindueskarme løsrevne, en Væg revnet og i Taget var der Huller. Vinden peb overalt, en kold Trækvind blæste gennem hele Huset. Det var ingen blidelig Opvaagnen.
Vi maatte faa alle Mand i Færd med at nagle Brædder, Teltbaner, gamle Sække, og hvad vi kunde opdrive, for Vinduerne, samt rense Huset for Glasskaar. I kan tro, det er bleven lidt mørkt paa vor Vagtstue, og en Smule luftigt er der ogsaa her. Vi maa imidlertid gøre os fortrolige med den Tanke, at Glas er ikke til at opdrive, i en Mils Omkreds er saa godt som alle Vinduesruder gaaet i Løbet.
Dette er dog ikke det værste. Værre er det, at Eksplosionen har kostet mange Menneskeliv. Eksplosionen har næsten virket som et vulkansk Udbrud. Hele Husrækker er forsvundne, Granitblokke paa flere Centner slyngede flere hundrede Meter bort. Tallet paa de omkomne, hovedsageligt fattige Civilfolk, er ikke ringe.
Aarsagen til Eksplosionen er ikke fastslaaet, man formoder et fjendtligt Attentat. Men hvis der foreligger en Forbrydelse, saa er Sprængningens Virkninger saa frygtelige, at ethvert Spor af Forbryderne vil være udslettet.
Krigen tynger haardt paa Befolkningen her, Beboerne i Krigsomraadet er udsatte for megen Trængsel og tusinde Farer.
Min Værtinde er ellers uforknyt, men i Aften er hun nær ved at tabe Modet. Hun sidder ved Kaminen med Susanne paa Skødet, og idet hun ser paa mig ’med et bedende Blik, siger hun: „Er Krigen ikke snart forbi?“.
Jeg synes, det er Synd at skuffe hende, og siger: „Udsigterne til Fred er ringe.“ Da bryder Taarerne frem hos hende, sagte rinder de over hendes blege Kinder og væder lille Susannes blonde Haar.
Ak, hvor mange Taarer har denne Krig ikke alt kostet!
Eders hengivne Th. K
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)