Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. Han skulle egentlig have været på orlov, men det kunne han ikke komme pga. orlovsspærring – der havde nemlig været mange deserteringer blandt sønderjyske soldater på juleorlov hjemme..

Der var på den tid orlovsspærring til Nordslesvig, så jeg kunne ikke sendes på orlov.

Nu vidste man ikke, hvad man skulle stille op med mig. Feldwebelen, der afgjorde det, sagde til mig, at de skulle stille soldater til vagt ved kultransporter til Konstantinopel, men at de ikke måtte sende felttjenstdygtige med. Da de manglede nogle, sagde han:’ “Vi sender Dem med en transport, og når De så kommer tilbage, er  orlovsspærringen forhåbentlig ophævet”.

Det var sket flere gange, at man havde spærret for orlov til Nordslesvig, da der var for mange, der løb over grænsen til Danmark..

Jeg blev så sendt med et kultog til Konstantinopel. Det blev en spændende tur.

Det hele gik godt, vi fik mad med, og jeg mener også, vi fik udleveret nogle penge. Der var en personvogn med toget – ikke særlig behagelig, for vi måtte sove på hårde bænke. Men det gjorde ikke noget, vi var ikke så godt vant.

Da vi nåede midt ned i Ungarn, kom der så meget sne, at vi ikke kunne komme videre. Vi lå indesneet i en by, der hed Biik, og her blev vi indkvarteret i en sukkerfabrik.

Vi havde det dejligt her. Fabriksinspektøren og hans kone gjorde alt,
hvad de kunne gøre af godt for os. Vi kunne her købe alt det flæsk, vi ville have, så vi købte en ordentlig portion. Det var godt at have med på rejsen.

Jeg husker ikke så nøje, hvor længe vi var her, vel nok 2-3 dage. Så var strækningen klar igen, så vi kunne køre videre.

Jeg har aldrig hverken før eller siden set så meget sne.

Rejsen videre gik godt, indtil vi kom til det daværende Serbien.

Der opdagede vi, at så snart toget gjorde holdt, sprang folk op på kulvognene og smed så meget af kullet, som de kunne nå, af toget. Der var mangel på brændsel dernede. Det var jo også derfor, vi var med for at passe på. Vi måtte jage dem bort, men de var frække. Vi måtte tage skydevåben i brug, og det hjalp, selvom vi ikke sigtede på dem, men skød i luften.

Det skete dog, at de fik en del aflæsset, især hvis vi holdt, når det var mørkt, så der blev temmelig store huller i vognene. Så måtte vi læsse på igen, da det jo ikke kunne nytte, at vi kom med tomme vogne til endestationen.

Vi havde det ellers godt, bestilte ikke andet end at spise og spille kort. Det var et livligt selskab. Vi var fem mand, en underofficer og fire menige. Jeg var den eneste, der ikke var polak. De fire andre var alle fra det øvre Schlesien fra kulegnen. Nogle hidsige krabater.

Hvert øjeblik blev de så uenige over kortspillet, at de var ved at komme i slagsmål. Jeg dyssede dem så lidt ned, men det hjalp ikke meget. Et øjeblik efter var de dog gode venner igen, og kortspillet begyndte forfra.

Da vi nåede den tyrkiske grænse, gik den ene kulvogn i stykker, en vognfjer knækkede. På et meget øde sted blev vi kørt ind på et sidespor, og vognen blev koblet fra.

Nu måtte så en af os blive ved vognen, indtil den var repareret og kunne køre videre. Vi kunne først ikke blive enige om, hvem af os der skulle blive tilbage, da det var en så øde strækning, og ingen var glade for at blive ladt alene tilbage.

Det endte med, at jeg tilbød at blive. I en lille hytte opholdt der sig en toldkontrollør, det vil sige, han var der kun i den tid, der kom tog. Han var en meget fin herre, sikkert med god uddannelse. Han talte også godt tysk. Jeg fik lov at være i hytten natten over.

Næste dag kom der nogle mænd med et tog, og de gjorde vognen klar.

Derefter gik rejsen videre med et godstog til Konstantinopel. Der var ingen personvogn med toget, så jeg fik lov at opholde mig i lokomotivet. Det var jo meget morsomt.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.