Sønderjyden A.M. var artillerist på Vestfronten.
Alarm.
Af Dagbogen, den 11. Januar 1916.
Aft’nen er stille, Timerne trille lydløse ind i det evige Væld, lydløse, ja for saa vidt som de Skud, Infanteriet nede i Skyttegraven med næsten afmaalte Mellemrum løsner, for os er ved at blive som Urets Tik-Tak hjemme i Dagligstuen.
Det er en rolig, stjerneklar Aften, temmelig mørkt. Jeg har første Nummer af Vagten, altsaa fra Klokken 9-11. Med Karabinen paa Skulderen, Kraven op om Ørene og Piben i Brand har jeg lige begyndt min Vandring op og ned ad Tremmegangen. I Batteriet har de fleste lagt sig til Ro. Fra et Rum hører man nogle forsinkede Skakspilleres Slag i Bordet og fra et andet lyder en Haandharmonikas Toner dæmpet og melankolsk op fra Dybet.
En Kanin pusler i Græsset udenfor Skoven, en Rotte eller to kravler rundt under Paptaget paa en Hule og en Ugle udstøder nogle søvnige Skrig længere tilbage i Skoven.
Ellers er alting stille. For et Øjeblik hefter ens Blik sig ved Stjernerne. Gennem en Aabning i Trætoppene ser jeg Orions smukke Stjernebillede staa højt i Sydvest. Uvilkaarligt søger jeg efter Polarstjernen. Der er Karlsvognen og der er den, jo, den har holdt Stillingen endnu. Helt nede i Nordvest skinner én særlig klart, nej, den faldt, det var en Lyskugle langt ude.
„An die Geschütze.“ Det var en Telefonist, der stak Hovedet op af Telefonrummet, og jeg forplanter Raabet videre til de forskellige Opholdsrum. Nu bliver der levende, noget lignende som om man har stukket en Stok i en Myretue. Mandskabet tumler søvndrukne og ravende fra Hulerne til den dem bestemte Plads.
Ved saadan hurtig Udrykning er det ikke altid let at finde netop det man søger, og det er imellem ogsaa i en noget primitiv Paaklædning, man kommer ud. At se en med en Støvle paa det ene Ben og en Tøffel eller Snøresko paa det andet hører til Dagens eller rettere Nattens Orden. En har været letsindig nok til at trække Permissionerne af og maa nu ved de første Skud gøre Tjeneste i Underbukser, en mangler Trøjen og en anden Huen. Mærkværdigt nok, Piben har de fleste husket.
Blændlygterne farer rundt, Flyverdækningerne fra om Dagen tages bort og Kanonerne gøres klare til Skydningen. Snart meldes der: Erstes feuer- bereit! o. s. v., og saa høres ogsaa snart Batteriofficerens første Kommando tydeligt gennem Natten.
Et Par Nabobatterier har allerede begyndt Skydningen, og nu bliver der en temmelig stærk Kanonade. En jævn Blinken i det fjerne i Skudretningen tyder paa, at der slaar de ned. Det er et af de Goder, der er atved være ved Artilleriet, man ser dog ikke direkte den Ulykke, man foraarsager.
Tredive Granater har vi med hver Kanon sendt ud i Natten. Saa kommanderes der: Feuerpause, og alting stilles paa Plads igen. Derefter begiver Mandskabet sig atter til Ro. Jeg faar igen Mantelen paa, „umgeschnallt“, og optager igen min ensformige Vandring. Klokken er imedens bleven 10½, saa min Vagttid er snart forbi. Nabobatterierne er ogsaa faldne til Ro, saa nu er alt stille igen.
A. M.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)