Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.
Den 11. februar måtte vi tage afsked med Slesvig og kom derfra til Beeverloo i Belgien. Her blev vi så videreuddannet.
Da vi kørte med toget gennem Belgien, var der et par steder nogle gamle kvinder, der stod og truede ad os, så vi kunne nok se, at vi ikke var særlig velkommen, hvad også var forståeligt nok efter tyskernes behandling af Belgien. Jeg befandt mig trods alt bedre i Belgien end i Slesvig.
Vi havde nogle behagelige underofficerer, så blot vi passede lidt på ved tjenesten, havde vi det helt godt. Det er dog sket, at vi har fået ekstraeksercits, når vi havde forset os lidt.
En dag skulle vor sergent give os en ordentlig stroppetur. Han gik med os en tur uden for byen, og bag en skov lå vi så et par timer og slikkede solskin. Vi havde selvfølgelig stillet poster ud, så der ikke skulle komme en officer og overraske os. Vi skulle holde mund med dette, og idet behøvede sergenten heller ikke at være bange for. Sergenten var for resten sachser og et ovenud godt menneske.
En dag, da vi var opstillet i kasernegården, spurgte kompagniføreren, om der var nogen, der havde lyst til at lade sig uddanne som »minekaster«. De interesserede skulle helst være smede eller mekanikere, men da der ikke var nok af dem, meldte jeg mig også, og det har jeg heller aldrig siden fortrudt.
Vi blev så uddannet ved minekasterne og havde hver dag nogle timers undervisning i brugen af disse våben.
Vi øvede i begyndelsen med miner, som ikke kunne eksplodere, og senere gik vi over til også at øve med skarpe miner.
Herefter behøvede vi ikke mere at være med til den øvrige tjeneste ved kompagniet, undtagen ved skarpskydningen.