Mathias Brodersen, Bedsted Lø, fortæller om en hændelse under den tyske forårsoffensiv i 1918.
I Foraarsoffensiven, der begyndte den 21. Marts 1918, var den Division, jeg tilhørte, indsat ved St. Quentin. Offensiven blev, som det var almindeligt, forberedt med en mægtig Trommeild, der varede flere Timer. Til sidst lagde man hele den fjendtlige Stilling under Gas. Man lovede os, at der ikke skulde være levnet en eneste levende Sjæl derovre, naar vi stormede Stillingen.
Det saa nu heller ikke godt ud i Englændernes Grave. De laa der i Hobetal helt eller halvt døde. Det havde nu ikke været saa helt ligetil for os at tage Stillingen, for det med “ikke en levende Sjæl” var ikke gaaet helt i Opfyldelse. Vi blev nemlig modtaget med baade Maskingeværild og Salver fra saavel det lette som det svære Artilleri. Englænderne kørte ogsaa frem med Tanks. Det var for Resten første Gang, vi saa disse nye og effektive Vaaben.
I ti Dage avancerede vi; ca. 65 km kom vi frem. Saa maatte vi grave os ned foran Byen Montdidier. Jeg gravede sammen med en Kammerat et Hul, som vi overdækkede med et Par Døre fra et nærliggende Hus. Vi kunde tydeligt se Byen foran os, og i Kikkerten saa vi endnu mere tydeligt, hvorledes Kirketaarnet under den vold-somme Artilleriild blev mere og mere medtaget for til sidst at styrte i Grus.
Englænderne havde faaet Forstærkning af Franskmændene, og nu var det vor Tur til at blive overdænget med Granater. Der var dog mange Blindgængere imellem. Vi konstatere-de det ved den dumpe Lyd, der fremkom ved Nedslagene. Den mindede meget Om Gasgra-naternes sugende Lyd.
Vi havde dengang en gammel, forhenværende “Ortskommandant” til Kompagnifører. Han havde ikke før været ved Fronten. Han troede, at vi blev beskudt med Gasgranater. I sin Angst beordrede han en Soldat hen til Nedslagshullerne for at undersøge, om de lugtede af Gas. Bange for at være i Nærheden af disse mystiske Huller flyttede han længere op i Skyttegraven. Derved opdagede han den dejlige Rede, vi havde gravet og indrettet.
Da det var min Tur til at staa paa Vagt, tog han mit Leje i Besiddelse. Gasmasken anbragte han, for hurtigt at kunne faa fat i den, oven over Indgangen. Da min Vagttjeneste var forbi, anbragte jeg min Gasmaske ved Siden af hans, hvorefter jeg lagde mig paa det ledige Leje ved Siden af Løjtnanten.
Kort efter blev der slaaet Gasalarm. Løjtnanten, der ikke sov saa fast – han havde jo heller ikke staaet Vagt i to af Nattens Timer, var omgaaende vaagen, sprang ud af Lemmen og snappede Gasmasken – desværre min, og da jeg skulde have den anden Maske paa, var den altfor stor.
Jeg maatte staa og presse den ind imod mit Ansigt. Vi var dog begge to klare over Forbytningen, og da han vilde have sin, gav han Ordre til, at jeg skulde tage Masken af og række den hen til ham, saa han i en Fart og uden at trække Vejret, kunde faa sin Maske. Det gjorde efter hans Mening ikke saa meget, om jeg skulde indaande den gasfyldte Luft.
Naa, til vort Held var det kun blind Alarm, ellers kunde det let være blevet en alvorlig Sag.