31. marts 1920. P. Chr. Stemann: “England ville ikke holde 2. zone besat”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 31. marts. „Kørte fra Ribe i min vogn og var på Schackenborg kl. 8 aften. Efter en rådslagning kørte Schack og jeg kl. til Flensborg.

I Tønder skulle vi først tale med bagermester Thorvald Petersen om, at andragendet fra næringsdrivende i Tønder straks skulle sendes til Flensborg. Det var en rasende modvind og regn, der piskede, så man næsten ikke kunne se.

Kl. 11 var vi på „Flensburger Hof“. Vi fik straks fat på Bruce og drog så op på nr. 18.

Jeg forklarede ham min opgave. Det interesserede ham og glædede ham uhyre, og han sagde, at det sikkert ville have virkning på kommissionen.

Bruce mente, at der var chance for den linie. Han erklærede, at Schack i højeste grad havde vægt hos kommissionen, og at afstemningen i 2. zone var forfærdelig, idet det jo havde været tanken at give Danmark alt, hvad man på nogen måde kunne.

Köster skulle til Paris. Han syntes, at Danmark burde have en officiel repræsentant ved kommissionen, der så derefter – som Köster – rejste til Paris.

Hele afgørelsen skulle træffes i Paris. England ville ikke holde 2. zone besat. Størst chance for at få Flensborg til en fristat. Bruce havde i sidste øjeblik fået afgørelsen udskudt.

– Vi spiste derefter med Bruce, fru Bruce og Møllgaard, hvorefter vi – jeg dødtræt – langt hen på natten gik i seng.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *