10. september 1917 – Ribe Stiftstidende:

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Under den civile hjælpetjeneste

Paa Als staar betydelige værdier paa spil i denne tid for landmændene paa grund af mangelen paa dyrlæger. N. J. Dau i Hagenbjerg [Havnbjerg], der gennem en lang aarrække med dygtighed har bestridt en stor dyrlægepraksis i Nørreherred, er ifølge Flensborg Avis bleven indkaldt til civil hjælpetjeneste i en alder af 58 aar og arbejder med skovl og spade ved Vestbanen. Dyrlæge Petersen i Guderup er for tiden syg. Tilbage er saa kun kredsdyrlægen i Sønderborg, der tillige er embedsmand og stærkt optagen som saadan, da han ogsaa har maattet overtage forretningerne i Aabenraa kreds.

Den sidste søn – de militære interesser først og fremmest

Generalkommandoen i Altona har udstedt følgende: At blive anvendt bag ved fronten kommer kun da i betragtning, naar den reklamerende er fader til et større antal uforsørgede børn, mindst 5, eller naar det faktisk drejer sig om den sidste levende søn til at opretholde familiestammen, efter at der allerede i forvejen er bragt svære blodofre. Men i hvert fald er de militære interesser bestemmende i første række.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *