10. september 1917. K. Tastesen på Balkan: “Rumænerne veg nu over hele Linjen …”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Nu var vi i Ro til den 10. September. Da havde Tyskerne faaet Mængder af Kanoner, Ammunition og Folk transporteret op paa Bjerget, og nu skulde der gøres et nyt Forsøg. Artilleriet havde arbejdet hele Natten, og Kl. 8 om Morgenen fik vi Ordre til at gaa frem. Rumænerne og Russerne holdt sig tappert, men da stadig nye Tusinder og atter Tusinder rykkede frem, maatte de til sidst vige.

Vi mødte et helt Regiment russiske Soldater, der skulde til Undsætning. De kom i Marschorden, og før de kunde blive spredt, havde de tyske Maskingeværer ligesom fejet dem alle bort. Da vi kom nærmere, laa der ligefrem Dynger af Russere, mest Saarede, saa det saa ud, som tænker man sig en Myretue. De Saarede kravlede saa vidt mulig ned og dækkede sig under de Døde. Blodet flød i Strømme ud af hele Dyngen og farvede Jorden rød.

Rumænerne veg nu over hele Linjen, og vi forfulgte dem og tog en Masse Fanger. Vi drev Rumænerne ud af en By der hed Stroani, og gravede her under deres stadige Ild Skyttegrave. Rumænerne kæmpede for at tage Byen igen, men vi fik os gravet saa langt ned, at vi havde noget at dække os i, og efterhaanden fik vi Skyttegravene udbedret. Rumænerne havde gravet sig ned ca. 400 Meter foran os, saa nu kom det til ganske almindelige Skyttegravskampe, som jeg var vant til fra Frankrig.

Og nu var vi fri for at faa vor Transport over Bjergene, da vi kunde komme uden om. Egnen var næsten kun beplantet med Vindruer, og Skyttegraven gik lige gennem en Vinmark, saa vi levede i den Tid næsten kun af Vindruer, som lige i den Tid var modne. Der laa vi nu til den 4. November, da skulde der gøres et stort Angreb ved Foksahani. Et Regiment Landstormsmænd afløste os i Skyttegravene, og den 4. November afmarscherede vi fra Stroani.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *