Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Saa snart Solen stod op den næste Morgen, drog vi videre. Vi havde hørt lidt fjern Skydning ud paa Aftenen, men Natten havde været rolig, og Hvilen havde givet os nye Kræfter og et lysere Syn paa Tilværelsen.

Efter at have marcheret hele Formiddagen og et Par  Eftermiddagstimer naaede vi nogle Negerhytter, der laa næsten skjult mellem Krat og Græs. Efter Beregningen skulde det være Kisakki, men for mig, der havde ventet en større By, var det noget af en Skuffelse. Der saa ikke ud til at være andre Hytter end dem, vi allerførst havde set, og Mennesker saa vi ikke.

Endelig rejste en hvid Mand i en falmet Tropedragt sig bag nogle Buske og kom hen imod os med et ualmindeligt spørgende Udtryk i Ansigtet. Hans første Ord, som var henvendt til Stache, var da ogsaa:
— Jamen, i Himlens Navn — hvor kommer De dog fra?
— Fra Morogoro, svarede Stache, og jeg kunde se, at det glædede ham at give dette Svar.
— Vil det sige, at De er gaaet over Bjergene?
— Ja, der var ikke anden Vej.
— Nej, det var der vel ikke — men er De klar over, at De har passeret tæt forbi de engelske Stillinger — hvordan i Alverden har de dog baaret sig ad med ikke at se saa stor en Safari — naa, godt var det, at De kom igennem.
— Er Generalen her? spurgte Stache.
— Ham vil De sikkert kunne finde ved Militærstationen, lød Svaret, og den hvide Mand gik tilbage bag Busken, hvorfra jeg saa nogle sorte Soldaterhoveder stikke frem. Vi lod Karavanen sætte sig i Gang igen, indtil vi naaede frem til Militærstationen, der var det eneste større Bygningsværk dér paa Stedet. Negerboliger saa vi ikke meget til, og jeg forstod nu, at Kisakki kun var Militærstationen — ikke nogen By.

I Nærheden af Militærstationen, hvis hvide Mure vi hurtigt opdagede mellem Buske og Græs, saa vi endelig lidt Tegn paa Liv. Der færdedes nogle Askarier, og nu og da saa man Glimt af hvide Mænd.

— Dér, hviskede Stache, dér kommer Generalen og Boeren van Niewenhuizen, som han altid følges med. Vi lod Bærerne marchere videre mod et Depot, som vi kunde skimte et Stykke derfra, men inden den lange Kolonne naaede forbi, var Stache i Hurtigmarch kommet op paa Siden af de to Mænd, der stod og saa paa Kolonnen — aabenbart noget overrasket over dens Tilsynekomst fra den Retning.

Stache gjorde Honnør og aflagde formentlig Rapport, og jeg kunde se Generalen nikke gentagne Gange i Retning af Kolonnen.

Det var ikke svært at regne ud, hvem der var General, og hvem der var Boer af de to Mænd, men det var især Boerens Skyld. Han, der var søgt til tysk Østafrika drevet af sit brændende Had til England, var klædt paa akkurat som Boerne ved Aarhundredets Begyndelse, bredskygget Hat og civilt Jakketøj med lange Bukser. Han var en høj, statelig Mand med et stort Fuldskæg og saå ud til at være en modig og intelligent Mand. Man sagde, at han havde givet Generalen mange gode Raad om, hvordan Krigen skulde føres mod hans egne Landsmænd, der nu oversvømmede tysk Østafrika under de  engelske Faner.

General Lettow-Vorbeck saa ikke saa lidt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig ham. Hans Dragt var tarveligere end de fleste Officerers, som jeg havde set, og han bar ingen Gradstegn. Paa Hovedet havde han en temmelig medtaget Tropehjelm, paa Overkroppen en falmet Khakiskjorte og Resten af Paaklædningen bestod af et Par Ridebukser med Wicklers og et Par meget medtagne Støvler. Efter Paaklædningen at dømme var han unægtelig en Mand, der ikke tog Hensyn til det Ydre.

Skønt jeg kom fra en lang og anstrengende Rejse, var jeg bedre paaklædt i Øjeblikket end den tyske Hærs Øverstkommanderende.

Ansigtet derimod var lidt ud over det almindelige. Det lignede egentlig ikke noget Feltherreansigt, og i den ene Mundvig lurede et polisk Smil. Jeg havde forestillet mig noget ganske anderledes harskt og utilnærmeligt. Det eneste militære ved Ansigtet var et lille Overskæg. Over hele Skikkelsen var imidlertid et Præg af Selvsikkerhed og Vovemod — men det er muligt, at jeg lagde det til, fordi jeg vidste, hvem jeg havde for mig.

Det var altsaa Lettow-Vorbeck — det oftest udtalte Navn i denne Verdensdel for Øjeblikket — Sejrherren fra Tanga og Jassinie og Manden, der havde ført de tyske Styrker frelst gennem Kolonien trods en knusende Overmagts Angreb og Forfølgelse. Alt, hvad der skete i dette vældige Land, var dikteret af hans Villie. Uden ham —
en ganske almindelig Oberstløjtnant, der først lige før Krigen var kommet til Kolonien — havde alt Forsvar været opgivet for længe siden.

Stache kom tilbage, og vi gik efter Rærerne, der havde naaet Magasinet og var ved at stuve deres Byrder ind dér.

— Hvad sagde Generalen? spurgte Wisner.
— Han var tilfreds, svarede Stache, og for Resten ogsaa overrasket over, at vi havde klaret Bjergene, men navnlig over, at vi ikke var marcheret lige i Armene paa Englænderne. De ligger tæt her omkring, og Generalen troede, de havde sluttet Ringen helt.
— Var det alt, hvad han sagde, spurgte jeg lidt skuffet.
— Ih nej — han sagde ogsaa, at vi skulde se at komme videre, saa hurtigt det kunde lade sig gøre. Der laa alt for meget Ammunition stablet op her, sagde han, og Englænderne kan angribe, hvornaar det skal være.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)