Chr. Nissen, Hokkerup gjorde tjeneste ved Fodartilleri-Regiment 20. I efteråret 1915 blev han sendt til Vervicq i Belgien, tæt ved den franske grænse.
Vi fik anvist Kvarter og blev inddelt i de forskellige Tjenestegrupper. Da jeg var uddannet som Telefonist, blev jeg tildelt denne Gruppe. Jeg skulde om Natten holde Vagt ved Telefonen i Skrivestuen. Man havde givet mig Ordre til ikke at lade mig tildele nogen som helst anden Tjeneste om Dagen. Det var jo ogsaa tilstrækkeligt, at jeg skulde vaage om Natten.
Det varede ikke længe, før jeg sammen med nogle gode Kammerater havde fundet en lille Beværtning, hvor vi saa dejligt uforstyrret kunde spille Kort. Vi havde dog kun lige faaet Kortene frem, da en Underofficer fra Skrivestuen gjorde sin Entré.
Han gjorde Tjeneste som Feldwebel og var en ubehagelig, ondskabsfuld Herre. Nu spurgte han, om der iblandt os var en, der kunde køre paa Cykel. De fleste svarede nej; jeg vilde dog ikke lyve og svarede derfor ja. Han sagde derefter til mig, at jeg saa hurtigt som muligt skulde cykle ud til vor Stilling ved Fronten med en Melding. Det nægtede jeg under Henvisning til den tidligere Ordre ikke at tage imod nogen som helst Tjeneste om Dagen.
Den storskrydende Herre blev nærmest rasende og gav mig direkte Befaling til at tage af Sted. „De staar i Løbet af 10 Minutter feltmæssigt paaklædt paa Skrivestuen”, skreg han. Paa Skrivestuen sad vor Batterifører, en Overløjtnant. Han gav mig en ordentlig Skylle og sagde bl. a.: „Vær De glad for, at jeg ikke vil gaa i Felten med Folk, der er straffet, for ellers var De omgaaende røget i Kachotten!”
Jeg blev derefter suspenderet fra Telefontjenesten og skulde trække paa almindelig Vagt med de øvrige. Da jeg en Dag stod paa Vagt ved en af Batteriets Vogne, kom en Underofficer, der havde faaet tildelt Vagten paa vor sydlige Observationspost, hen til mig. Han havde ikke faaet nogen Telefonist anvist. Jeg havde tidligere gjort Tjeneste sammen med ham, og da han nu saa mig staa her, fortalte jeg den undrende Mand min lille Episode. Han fik nu den Idé, at han kunde bruge mig. „Nu skal jeg nok ordne den Sag paa Skrivestuen”, sagde han og gik.
Paa Skrivestuen vilde man naturligvis ikke saadan give Slip paa mig. De havde tiltænkt mig noget helt ekstra. Til sidst fik han dog sin- Vilje trumfet igennem. Vi drog af Sted ud i de forreste Grave og fandt der en Understand, som vi tog i Besiddelse. Der stod omkring ved en halv Meter Vand i denne Bule, men der fandtes to Senge; de var det eneste tørre Sted i hele Aulaen.
Det første, vi gik i Gang med, var naturligvis at faa Vandet ledet bort, og det lykkedes os. Der gik derefter nogle Dage med at faa Telefonen installeret, men endelig var da Forbindelsen med Batteriet etableret. Vor Forplejning fik vi hos den Infanteriafdeling, som laa i Skyttegraven.
Da vi var over det værste, kom der en Ordre fra Batteriet: alle Telefonister skulde skiftes til at holde Vagt efter følgende Plan: 24 Timer ved Batteriet, 24 Timer i Hovedobservationen og 24 i Flankeobservationen. Derefter var vi fri i 48 Timer. Saadan gik Tjenesten til hen paa Vinteren.
DSK-årbøger 1953