10. november 1919. Hvornår kan freden forventes at træde i kraft?

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg
I Mødet 10. Nov. 1919 behandledes en Forespørgsel til Udenrigsmin. af følgende Indhold:

Hvilke Oplysninger kan Regeringen give med Hensyn til Tidspunktet for den internationale Kommissions Overtagelse af Forvaltningen i Afstemningsomraadet i Sønderjylland?

Udenrigsmin. gengav Fredstraktatens Bestemmelse, der gav  Tyskerne en Rømningsfrist paa 10 Dage efter Fredens Ikrafttræden (S. 240) og fortsatte:

Jeg har forstaaet, at den internationale Kommission ikke ønsker en stykkevis Overtagelse, men derimod en Overtagelse af hele Afstemningsgebetet paa een Gang, og saa vidt jeg har forstaaet, er det Meningen, at den vil overtage Forvaltningen 5 Dage efter Fredens Ikrafttræden, saaledes at denne Periode paa 10 Dage bliver forkortet med 5 Dage, hvilket meget vel kan lade sig gøre, da der har været lang Tid til Forberedelse for Tysklands Vedkommende.

Men Spørgsmaalet er, hvornaar Freden kan ventes at træde i Kraft? Det Tidspunkt er desværre bestandig blevet udskudt og henstaar i Øjeblikket i det uvisse… Det har imidlertid ikke været muligt hverken i Paris, London eller hos den internationale Kommission at erfare noget nærmere om Tidspunktet…

Landstingsmand Jul. Schovelin stillede derefter følgende Forespørgsel:

Hvad har den danske Regering gjort eller agter den at gøre i Anledning af det fra sønderjydsk Side fremkomne Ønske om en Besættelse af Ententen inden Fredens Ikrafttræden?

Udenrigsministeren: Den Resolution, som blev vedtaget paa Vælgerforeningens sidste Møde, er mig kun bekendt gennem Bladene. Saa vidt jeg har forstaaet, forklares Tanken om en Besættelse af Ententetropper, før Fredstraktaten forudsætter det, med Henvisning til de Forhold, der indtræder ved, at den tyske Administration ikke længere kan opretholdes i Slesvig. Det synes jo paa Forhaand ejendommeligt, at man skulde mene, at en Besættelse med militære Kræfter skulde forbedre en Administration, der er ved at gaa i Stykker. Men hvorvidt dette Ønske, som formentlig er kommet frem overfor Fredskonferencen, vil blive imødekommet, kan jeg ikke vide noget bestemt om.

Derimod har Spørgsmaalet paa en Maade allerede foreligget i Paris, nemlig i Forbindelse med de Tropper, som fra tysk Side er sendt til Sønderjylland. Medens det fra tysk Side blev hævdet, at disse Tropper blev sendt dertil af Hensyn til de spartakistiske Uroligheder, der havde været i Flensborg og andre Steder i Slesvig, blev det fra anden Side sagt, at det var for at paavirke Stemningen. I den Forbindelse har der i Paris været rejst Spørgsmaal om en Besættelse, som en Slags Demonstration, i alt Fald om at sende Krigsskibe til Slesvig, men det blev vedtaget, at saadant noget ikke skulde finde Sted. Hvorvidt det vil gaa paa samme Maade med dette Spørgsmaal, kan jeg ikke have nogen Mening om. Paa Forhaand synes det lidet sandsynligt, at Ententen skulde ønske paa dette Punkt at gaa ud over, hvad Fredstraktaten siger.

Naturligere end at udtale Ønsker om evt. at faa ført en Besættelse, som man ikke vel forstaar kan hjælpe paa de Forhold, der klages over, vilde det forekomme mig at være at undersøge Mulighederne for, hvis det nu skulde trække længe ud med den endelige Ikrafttræden af Fredstraktaten, at faa Afstemningen sat i Gang paa et tidligere Tidspunkt. Dette har forekommet mig at være en mere naturlig Fremgangsmaade, og jeg har derfor for mit Vedkommende søgt at erfare, uden at jeg dog endnu kan sige noget derom, hvorledes Stemningen vil være overfor Ønsket om at opnaa en tidligere Afstemning.

Det maa ogsaa huskes — det er værd at tage med i Betragtning, at af de betydelige Udgifter, som er forbundne med Besættelsen, skal Halvdelen bæres af Danmark. Ogsaa af den Grund maatte man jo overveje, om det var en hensigtsmæssig Foranstaltning, og om man mente at kunne naa det, der oprindelig var Meningen, nemlig at tilvejebringe tilfredsstillende Forhold…

 

__________

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *