H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 10. November 1918.
Da jeg ved Titiden gik hen i Rigsdagen, var Rigsdagsbygningen atter belejret af store Folkeskarer. Foran Portalen stod Militærposter. Men da jeg foreviste mit Legitimationskort som Rigsdagsmand, traadte de straks til Side og lod mig Villigt passere.
Jeg gik op i den store Foyer. Den var nu rømmet af Gaardsdagens „vilde Bande”. Men den saa frygteligt ud. Det samme var om muligt i endnu højere Grad Tilfældet med Plenarsalen. Man skulde ikke tro, at det havde været muligt at tilsmudse de smukke, prægtige Rum saaledes, som det her var sket i Løbet af et Døgn. Det drev paa Gulvet med snavsede Papirer og alle Slags Madlevninger. Uniformstykker, Vaaben, Patronbælter m. m. laa kastede Hulter til Bulter. Rundt om paa Tæpperne havde Folk forrettet deres Nødtørft. Det hele var en ubeskrivelig Vederstyggelighed.
I Læsesalen kamperede en Flok Soldater og Matroser, som have Kvinder med sig. Deres Vaaben stod opstillede ved Siden. Rester af Mad- og Drikkevarer stod paa Bordene og paa Gulvet. De havde tydeligt nok tilbragt Natten her. I Plenarsalen var der rejst en mægtig rød Fane over Præsidiet. Da jeg gik derfra, begyndte man at gøre rent i Foyeren. Det hed sig at Arbejder- og Soldaterraadenes Repræsentanter er indkaldte til Møde i Rigsdagssalen i Eftermiddag.
Adgangen til Lokalerne ovenpaa var atter spærret af Militærposter, men mit Legitimationskort banede mig Vej. I Socialdemokraternes Fraktionsværelse sad Revolutionens Ledere.
Alt var heroppe idel Travlhed. En Ordonnans kom og udbad fra Chefen for de kæmpende Tropper tre Kompagnier til Forstærkning ved Slottet, hvor Kampen paany var blusset op, og en betydelig Militærstyrke fremdeles forsvarede den kejserlige Marstal imod de Revolutionære. Schopflin, som i Dag har overtaget Overkommandoens Funktioner i Berlin, gav Ordre til, at Forstærkningerne straks skulde afsendes.
Mens jeg stod her, kom Karl Kautsky, med hvem jeg gentagne Gange havde haft Lejlighed til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal. Han havde fra første Færd af vist sig særdeles velunderrettet og udtalt sin afgjorte Sympathi med mine Bestræbelser. Nu meddelte han mig, at han var indtraadt som Understatssekretær i Udenrigsministeriet. Jeg benyttede Lejligheden til at lægge ham vor Sag varmt paa Sinde, og han tilsagde mig beredvillig sin Understøttelse.
Mens vi talte sammen, kom Hauptmann v. Beerfelde, som har udbredt Fyrst Lichnowskys Skrift og under sin Kamp imod Militærregimentet var bleven fængslet, men for hvem Fængslets Porte ogsaa havde aabnet sig i Gaar, mig i Møde og rakte mig begge Hænder. „Nu ser det bedre ud! sagde denne ejendommelige Officer af gammel brandenborgsk Adel, der var rykket ud i Krigen som Regimentsadjudant ved Preussens fineste Regiment, i. Garderregiment i Potsdam. „Men jeg hører, at De vil bort fra os?”
„Ja, det kan ikke være andet,” svarede jeg.
„Saa Held og Lykke med Friheden, sagde han, trykkede endnu en Gang min Haand og gik.
Dr. Breitscheid kom med rødt Bind om Armen. Han fortalte mig, at han allerede i Gaar paa Partiets Vegne havde ført Forhandlinger med Scheidemann og Ebert om en fælles Optræden. Personlig tilstræbte han af alle Kræfter Enighed og mente, at det var nødvendigt straks at bryde med Spartacusgruppen, hvis den modsatte sig Sammenslutningen. Vanskeligheden laa i Øjeblikket især i, at Ebert ikke havde faaet sit Mandat som Rigskansler af Revolutionen, men af de gamle Myndigheder.
Der agiteres stærkt fra begge Sider. Valgene af Repræsentanter for Arbejder- og Soldaterraadene er foretagne. Resultatet vil foreligge i Eftermiddag. Spørgsmaalet er saa, hvorledes den nye Regering skal sammensættes, og hvorledes man skal stille sig til Spørgsmaalet om Ebert som Rigskansler.
Jeg hilste paa Bauer og Schmidt, Berlin og fik i det samme Øje paa Wurm, som havde været syg i henved tre Uger. Jeg udtalte min Glæde over paany at se ham rask. „Ja,” sagde han, „nu vil jeg være rask. I saadanne Tider kan man ikke ligge til Sengs. Jeg er enig med Bernstein om, at vi nu maa gøre alt for at opnaa Enighed, saaledes at de socialdemokratiske Rækker atter kan sluttes. Men Stillingen er vanskelig, og vi har megen Modstand at overvinde.”
Jeg talte endnu med Cohen, Reuss, Antrick og flere Rigsdagsmænd, der alle mødte med røde Baand om Armen.
Saa kom der en Afdeling Soldater med Maskingeværer. De havde Ordre til at besætte Rigsdagsbygningens Hjørnetaarne, for derfra at sikre Bygningen mod ethvert Forsøg paa Overfald og Overrumpling udefra. De kunde ikke finde Indgangen til Hjørnetaarnene og bad mig om at vise Vej, et Hverv som jeg villigt paatog mig.
En ældre Herre, som jeg før havde truffet i et privat Selskab i Berlin, men hvis Navn jeg ikke huskede, kom hen til mig og opfordrede mig til at hjælpe ham med at blive ansat som Tolk. „Jeg taler udmærket Engelsk,” sagde han, „og der maa være megen Brug for engelske Tolke, nu da Englænderne har besat Kiel!”
“Hvad siger De”, spurgte jeg? “er Kiel besat af Englænderne?
„Ja, det paastaar man,” svarede han. I det samme kom Hans Leusz. „Har De hørt noget om, at Kiel er besat af Englænderne spurgte jeg.
„Jeg har hørt det fortælle,” sagde han „men det er sikkert et løst Rygte.” Han fortalte mig derpaa,’ at han af Revolutionens Hovedkvarter havde faaet Ordre til at rejse til Mecklenborg, hvor han var velkendt, for paa de store Godser at rekvirere Levnedsmidler til Berlin.
Der kom stadig flere Rigsdagsmænd. Jeg talte flygtigt med Dr. David Landsberg, Dr. Oscar Cohn og flere. De havde alle meget travlt. Men alle forstandige Rigsdagsmænd tilstræber nu Enigheden De uafhængige Socialdemokrater har imidertid megen Modstand at overvinde, især af Spartacusgruppen.
Jeg talte med Eduard Bernstein, som var meget betænkelig ved Situationen. „Vi maa slutte os sammen,” sagde han „selv om vi skal bryde med de Grupper, der staar til venstre! Scheidemann og hans Folk fører i Øjeblikket den eneste rigtige Politik. Vor Stilling er dobbelt vanskelig, fordi vor Fraktion ikke er samlet. Mange af vore dygtigste Folk er ude i Landet, hvor de leder Revolutionen. Og af dem, der er her til Stede, vil Flertallet ikke arbejde sammen med Scheidemann og Ebert. Jeg haaber imidlertid, at Haase og andre af vore indflydelsesrigeste Folk snart vil være her, da de jo nu maa have hørt, hvad der er foregaaet i Gaar.
Da alle Indgange til Rigsdagsbygningen nu var besatte med Militærposter, holdt jeg det for nødvendigt at skaffe mig et nyt, af Revolutionens Ledere udstedt Legitimationskort. Takket være et Par Kollegers velvillige Anbefaling lykkedes det mig ogsaa uden Vanskelighed at faa udstedt et rødt Legitimationskort, som viser, at jeg „staar i Arbejder- og Soldaterraadets Tjeneste og derfor har fri og uhindret Passage allevegne.”
Jeg gik hjem og affattede Beretningerne og Posten til Nordslesvig, som jeg derefter afsendte med Kurer, med hvem jeg endvidere afsendte Indbydelserne til Vælgerforeningens Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde paa Folkehjem den 16. og 17. November.
Mens jeg sad paa mit Værelse og arbejdede, blev jeg opraabt i Telefonen af Nis Nissen. Han var nu omsider naaet til Berlin efter i tre Dage at have været fastholdt ved Wittenberge af blodige Kampe mellem Matroser fra Kiel og Infanteritropper fra Berlin. Nu sad han i et Hotel i Nærheden af Lehrter Bahnhof og kunde ikke naa ned til mit Hotel, fordi der rasede en heftig Kamp Unter den Linden, som blev bestrøget af stærk Maskingeværild. Han vilde imidlertid søge at naa frem ad en Omvej og naaede ogsaa ned til mig i Løbet af Eftermiddagen, tidlig nok til at han kunde gennemlæse, godkende og medunderskrive min Beretning af 9. November til Vælgerforeningens Bestyrelse, inden Kureren tog afsted.
Ud paa Eftermiddagen opsøgte Dr. Breitscheid mig og fortalte med megen Tilfredshed, at der nu var opnaaet Enighed mellem de to socialdemokratiske Partier. Rigskansleren træder derefter tilbage, og Regeringen overtages af seks ligestillede Ministre, som skal føre Navn af Folkekommissærer. Flertalssocialisterne har dertil valgt Ebert, Scheidemann og Landsberg, de uafhængige Socialdemokrater Haase, Dittmann og Barth. Dr. Breitscheid havde arbejdet meget stærkt paa at opnaa dette Resultat. Flertalssocialisterne havde under Forhandlingerne stillet sig paa det Standpunkt, at hvis de uafhængige Socialdemokrater ene vilde overtage Regeringen, saa vilde de ikke modarbejde den.
Hvis omvendt Flertalssocialisterne skulde overtage Regeringen, saa maatte de uafhængige Socialdemokrater yde Garanti for, at de ikke vilde organisere Gadekampe.
Efter lange Forhandlinger, paa hvilke bl. a. Eduard Bernstein og Dr. Breitscheid har øvet ikke ringe Indflydelse, opnaaedes der Enighed. Dette glædelige Resultat lettedes meget ved, at Dr. Liebknecht viste sig langt mere maadeholdende i sin Opposition, end man havde ventet.
Vi fulgtes ad til Rigskanslerens Palæ, hvor jeg vilde søge at opnaa en Samtale med Folkekommissærerne om det nordslesvigske Spørgsmaal. Palæet var under streng Bevogtning.
Men mit røde Legitimationskort banede mig straks Vej. I Forhallen traf jeg flere Bekendte. Baake, som er indtraadt i Udenrigsministeriet, kom og hilste. Vi vekslede nogle Ord, men han havde travlt og forlod Palæet i Krigsministeriets Bil.
Da de øvrige Folkekommissærer afholdt Møder, bad jeg en Tjener om at melde mig hos Dittmann, som straks kom ud i graa Jakke med rødt Bind om Armen. Han modtog mig meget venligt, men var stærkt optaget, hørte dog paa mig, besvarede roligt, klart og kortfattet mine Spørgsmaal og tilsagde mig sin Bistand.
Fr. Stampfer, som leder Udenrigsministeriets Presseafdeling, kom ud, og jeg havde en kort Samtale med ham. Han fortalte mig, at Dr. Nestriepke ligeledes er indtraadt i Presseafdelingen.
Det glæder mig, at Stampfer og Breitscheid, som længe har staaet i adskilte Lejre, nu atter føres sammen.
Mens jeg endnu talte med Stampfer, kom Landsberg. „Med hvem ønsker De at tale?” spurgte han mig. „Med Folkekommissærerne, svarede jeg. „Jeg ønsker en Forhandling vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal.”
„Det lader sig næppe gøre i Dag, da vi alle er meget optagne af presserende Spørgsmaal, svarede han. „Men kom igen en af Dagene.”
Jeg nedskriver dette, mens Indtrykket endnu er friskt, i en stor Sal i Rigskanslerens Palæ, hvor jeg ofte har været og oplevet adskilligt af Interesse i Rigskanslerne Fyrst Hohenlohes, Fyrst Bülows og Bethmann-Hollwegs Kanslerperioder. Første Gang jeg var her — og havde Oplevelser, som jeg aldrig vil glemme — fortalte Polakkernes daværende Fører Motty mig, at han i Fyrrerne i sin Ungdom, da Palæet tilhørte Fyrst Radziwill, havde danset i denne Sal med den polske, for Polens Genrejsning begejstrede Ungdom. I Sandhed: Tiderne skifter!
Paa Gaderne er der stadig megen Bevægelse. Kanonierstrasse er afspærret, fordi der er bleven skudt paa revolutionære Tropper fra et Hus, som blev stormet. Der kører stadig Lastbiler med væbnede Tropper og røde Faner gennem alle Gader for at opretholde Ordenen. Tidligt paa Aftenen blev Folk kommanderet til Ro.
Noget efter fik jeg Meddelelse om, at Togforbindelsen til Hamborg atter var aabnet, og ved Midnatstid afsendte jeg saa vor Kurer med Betænkninger og Breve til Aabenraa.