A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Hans ulyst til at udføre meningsløse ordrer bragte ham imidlertid i miskredit hos officererne.
(… fortsat)
Nå, — tredie Gang skulde ikke lade vente ret længe på sig. Da vi var nogle af de første, der var kommet til Landsbyen, søgte vi os selvfølgelig de bedste Kvarterer. Vi flyttede ret hurtigt fra Kirken over til en Væver-Enke, der havde en ret anselig Ejendom, og blev indkvarteret på Loftet. Hendes Mand var faldet i Krigen som fransk Soldat.
Vor Skrivestue, Telefon- og Kortcentral havde vi indrettet på første Sal i le maire’s (Sognerådsformandens) Hus — det eneste 2-Etagers Hus — midt på Hovedgaden.
Vi havde straks fået lagt mange Telefonledninger til Artilleri- og Divisionskommandøren, til 18. Armés Stab og til mange flere.
Efterhånden kom der flere og flere Tropper til den lille By, som måske i Fredstid talte en 5-600 Indbyggere. Omkring den 10. Marts var der vel nok en 4-5.000 Soldater i Byen.
Men nu begyndte Englænderne med en langtrækkende Kanon at hilse på os; hver Morgen ved 8-Tiden og hver Eftermiddag ved 5-Tiden blev der sendt en 5-6 Skud ind i Byen. De gav straks store Tab, hvad man ikke kan undres over ved den store Overbelægning af Byen.
Nu fik alle Tropper Ordre til efterhånden at skaffe sig Kvarter uden for Byen i Plantager, og hvor der ellers var Læ. Vi fik også i vor Trop vore første Tab, idet en Granat slog ned 20 m på den anden Side af vor Telefoncentral, den slog 5 Mand og 3 Heste ihjel og ødelagde det ene af vore Motorspil til Ballonen. Alle forlod lidt efter lidt Byen. Kun min gode Ven, Hollert fra Danzig, og jeg var de eneste, der skulde blive i Byen for skiftevis at passe Telefon centralen. Det vilde være alt for besværligt at flytte den.
Hver anden Nat holdt en af os Vagt der og sov der, om Dagen skiftedes vi hver tredie Time.
En Morgen, jeg lå og sov der, hørte jeg igen ved 8-Tiden Englændernes Afskud, og nogle Sekunder senere kom Granaten hvinende og bragende ned til os og slog ned i Huset på den anden Side af Gaden, hvor en Del nyankomne Infanterister om Natten havde taget Kvarter. En Del blev dræbt, en hårdt såret blev bragt ud og lagt ned på Gaden.
Et Øjeblik efter kom en let Sanitetsvogn, forspændt med en Hest, og holdt lige i Flugt med den sårede Soldat. Han skulde just anbringes på Vognen, da der igen lød et Afskud. Alle skyndte sig i Dækning, Soldaten skreg, Hesten vrinskede og gik baglæns med Vognen. Det så ud til, at den vilde køre lige ind på den sårede Soldat.
Jeg krøb i Dækning bag Vinduets Brystningsmur. Granaten slog ned lidt længere henne ad Gaden. Soldaterne ilede ud og fik den sårede op på Vognen, og af Sted gik det, ud af Byen.
Jeg antager, at alle I D. S. K.-Kammerater en Gang imellem har haft det på samme Måde og følt, at små Hændelser tit kan virke stærkere end de helt store. Det gjorde det i hvert Tilfælde denne Gang på
mig, måske var jeg endnu ikke hårdkogt nok, måske endnu halvsøvnig, måske havde jeg ikke fået min Morgenkaffe og var derfor fastende.
Nok er det, da det næste Afskud lød, og Telefonen i det samme ringede, lod jeg Telefon være Telefon og søgte igen Dækning, indtil Granaten var slået ned, ikke langt fra første Sted. Så først gik jeg hen og tog Telefonen. Det var Løjtnant Küster, der med brysk Stemme spurgte, hvorfor jeg havde ladet ham vente ved Telefonen.
Jeg var dum nok, eller måske tilstrækkeligt forvirret til at sige, at man lige i Øjeblikket beskød Byen, og at Granaterne ramlede ned i nærmeste Nærhed; jeg havde lige et Øjeblik søgt Dækning, da jeg
syntes, at jeg boede meget udsat på første Sal i det eneste høje Hus i Gaden.
Nå — jeg fik vel nok en Omgang på fastende Hjerte. „Det var Fejghed på betroet Post, og det kunde kun straffes med Arrest. Han havde jo lovet mig, at hvis der kun een Gang til skete noget, skulde han nok få Fingre i mig, og her var der Anledning nok til at konstatere, hvad for en jeg var.“
To Dage senere kom Meddelelsen: „ 5 Dage streng Arrest på Vand og Brød.” Det var altså tredie Gang, jeg skulde i Kachotten.
(… fortsættes)