Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse den 11. juli 1920.
Sommerdagen var ved at gry, men regnen sivede ned, og himlen, som var ganske grå, gav slet ingen løfter om sol over den kommende fest.
I Kolding sov befolkningen endnu den glade forventnings søvn, men klokken otte ville kongen på “Danebrog” sejle ind til byen, og at borgerne ville berede ham en festlig modtagelse, forstod vi, da vi gik gennem byens gader, hvor flere æresporte var rejst, og husenes facader smykkede med blomster og flag.
På Sydbanegården fortalte et opslag os, at det første tog til Taps ville afgå lidt før klokken fem, og der var altså endnu et par timer at vente for den snes mennesker, der var kommen derud sammen med os.
“Havde man bare en kop kaffe!”, sukkede jeg. “Der ligger en café derhenne”, pegede en. “Den er vist ikke åben endnu!”, erklærede andre.”Vi dundrer dem op!” – påstod Horn med sædvanlig raskhed.
Og som sagt, så gjort! Hele flokken vandrede hen til den lille café og begyndte så ihærdigt at bearbejde døren med knytnæver, at der virkelig efter blot et par minutters forløb viste sig en svær mandfolkeskikkelse i døren, kun iført skjorte og bukser og med et ansigt, der var alt andet end velvilligt. “Vi åbner først klokken seks”, – vrissede han.
Men Horn, som var flokkens anfører, lod sig ikke vise af. “De må da være glad, mand, ved at få en sådan invasion”, – hævdede han. “Vi er tyve mand, som skal ned til grænsen og gerne skulle have kaffe, før toget går. De må skam være en sløj vært, hvis de ikke tager denne forretning med.”
“Vi kan ikke lave kaffe på et minut”, – brummede værten med et ihærdigt forsøg på at få morgengnavheden bort. “Jeg skal se, om jeg kan få kvinderne op.”
“Men kaffen skal være god – og varm!” – brølede Horn efter ham.
Og det skal siges til caféens ære, at dens kvinder i en prisværdig fart kom op og fik lavet os en god og varm kop kaffe, og da vi havde drukket denne til et stykke franskbrød og fik morgencigaren tændt, følte vi os i stand til at møde alle kommende strabadser.
Fire mænd – om jeg husker ret: fra Langeland, Thisted, Køge og Lolland – havde særlig sluttet sig til os, og vi seks bestemte at holde sammen på turen, men ak! endnu før vi nåede grænsen, blev de borte fra os i trængslen, og vi så dem ikke siden. Dog fulgtes vi ad i morgentoget, der ikke var særlig overfyldt, og klokken kvart over fem ankom vi til Taps, hvor vi modtog det første varsel om, hvor vældig dagen ville blive.
Straks da vi kom ud af toget, kunne vi overse en betydelig strækning af den brede chaussé, der fører fra Kolding ned i Sønderjylland, og denne vej, der ellers på den tid af døgnet ligger tom og nattestille, var nu opfyldt af et festligt bølgende folketog, så langt som øjet kunne nå.
Flagsmykkede automobiler og vogne rullede langsomt af sted mellem en hærskare af cykler og fodgængere, der mange steder, hvor vejen ikke gav plads nok, bredte sig ud over markerne, og alle bevægede sig mod syd, ned mod den grænse, der ikke længere var en grænse.
Hist og her- lød kendte danske sange, morgenglade hilsener veksledes mellem mennesker, der aldrig havde set hinanden før, og hverken regnen, der stadig faldt så småt, eller vejens frygtelige pløre evnede at gøre skade i den glade stemning, der drev skarerne mod syd.
Et sådant folketog klokken fem om morgenen! – det var et syn, der måtte gribe et dansk sind, og drevne af en forventning, der nærmede sig til stille begejstring, sluttede vi os til toget for at vandre de to kilometer ned til grænsen ved Frederikshøj forbi den festplads, hvor kongen klokken ni skulle bestige den hvide hingst.
Kun skridt for skridt gik det fremad, alt for langsomt for vor utålmodige længsel, hvorfor vi gang på gang veg ud på markerne for at komme hurtigere frem, og endelig – klokken kvart i seks – nåede vi vort mål: den grænse, der nu kun var et ondt minde.