Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse den 11. juli 1920.
To milepæle stod ved vejen, kun en alen fra hinanden; de meddelte kilometerafstanden – den ene “fra Kolding”, den anden “von Altona”, og mellem de to lå grænsepælen væltet.
Forunderlige tanker gik igennem vort sind, da vi stod ved dette sindbillede på det store, som var vundet. Hvor ofte havde jeg ikke stirret med længsel over denne grænse ned mod “det elskede, omstridte land” og søgt min trøst i det kendte ord: “Troen kan flytte bjerge – så kan den vel også flytte pæle nogle mile mod syd!”
Og nu var det sket. Lige ved den væltede grænsepæl hævede den skønne triumfbue sig over vejen med et “Velkommen til Sønderjylland”, og – som alle andre – blottede vi uvilkårligt hovederne og gik med hjerter, der bankede af glad bevægelse, ind under buen – ind i det genvundne land.
Men man må have oplevet dette selv – med et dansk hjerte – for rigtigt at forstå, hvad disse skridt betød af glæde. Der var klang af sejr og jubel i de tusinde fodtrin, der lød hen under den stolte triumfbue hin sommermorgen, da det store danske folketog drog ind i Sønderjylland til fest. Hvert eneste fodslag forkyndte jo, at grænsen ved Kongeåen var slettet.
Kun et kort stykke – vel ca. 100 meter – syd for triumfbuen havde man rejst en lille, beskeden talerstol af gran ved vejens vestlige side, og da vi anede, at det var dér, at kongen skulle modtage den første velkomsthilsen i Sønderjylland, vendte vi efter en tur ned til det gamle toldsted tilbage til denne plads og plantede os ved vejen lige over for talerstolen. “Nu viger vi kun for bajonetterne”, sagde jeg – uden at ane, at dette virkeligt skulle blive til sandhed. “Det er hørt!” – svarede Horn.
Og når jeg nu tænker på, at vi dér – efter en anstrengende rejse og en gennemvåget nat – stod plantede på den samme plet i vejens lerede ælte i tre en halv time, så undrer jeg mig over, hvor disse timer vel blev af – for vist er det, at tiden ikke på nogen måde faldt os lang.
Regnen var hørt op, men himlen var stadig grå, og skydækket lå tungt hen over den skønne egn, der bugtede sig i bakke og dal med grønne skove og frodige marker – så dansk, så velsignet dansk!
Men alle vegne var der flag og festglade mennesker, og folketoget gennem triumfbuen blev ustandselig ved, så at der var nok at tale med og mere end nok at se på – automobiler og vogne rullede frem i en så uafbrudt række, at det ikke ville være let at slippe over vejen, og en af de sidste, der kom, før trafikken klokken halv ni blev standset, var en rutebil, der klokken ti den foregående aften var kørt ud fra Mariager; den var stuvende fuld af mennesker, og ovenpå taget lå seks karle svøbte i tæpper og drivvåde efter nattens regn, men med et humør, der straks hilste os med hurraråb, da vi vinkede til dem. –
En mand ved siden af os havde en liste over bogstaverne på automobilernes skilte, hvoraf man kunne se, fra hvilke amter de var, og en tid underholdt vi os med at bestemme de forbikørende bilers hjemsted, hvorved vi stødte på alle bogstaver undtagen tre og derved fik konstateret, at med undtagelse af Bornholm var alle amter i Danmark præsenterede pr. bil ved grænsefesten.
“Bornholm mangler!” forkyndte Horn, hvis stemme gerne kunne høres viden om. “Men kun pr. bil!” – svarede en syngende bornholmsk stemme et sted ude i mængden.
Men også adskilligt andet var der, som holdt opmærksomheden og dannede langs med vejen og langt ud over markerne en uigennemtrængelig menneskemasse: folk af alle stænder og fra alle egne af vort land, mænd og kvinder, unge og gamle – en mægtig, forventningsfuld hær! – I træerne ved vejkanten hang på alle grene, der var tykke nok til at bære, unge mænd og kvinder, hvis ikke altid vellykkede klatreforsøg vakte megen munterhed, men i øvrigt var der velvillige hjælpere nok, og en snedig dreng havde lavet sig en stige af grene, som han for en skilling lejede ud til enhver, der ønskede at betragte den festlige scene “i fugleperspektiv”.
Jo nærmere vi kom til tiden for kongens ankomst, desto mere broget blev det billede, der udfoldede sig for øjet. Sønderjyske ringridere paraderede til hest og med lange lanser ude på marken – hundreder af sønderjyske piger i hvide kjoler med rødt skærf dannede allé ved vejen for at strø blomster for kongen, hvor han red frem, og nu, da vejen blev holdt ryddelig af det ypperlige “grønne politi”, der forstod at gøre sin pligt med hensynsfuldhed og dansk humør, indfandt de kendte mænd, der skulle spille en rolle ved festen, sig efterhånden på pladsen, bl.a. amtmand Vedel og Kloppenborg-Skrumsager.
Og endelig klokken halv ni marcherede 1. sønderjyske bataljons 2. kompagni, som skulle danne æresvagten for kongen, frem og tog opstilling lige over for talerstolen, og nu måtte vi virkelig vige for bajonetterne. Til trods for harmfyldte protester mod, at vi, som havde ventet tålmodigt i hen ved fire timer, nu skulle berøves vor plads i første parket, var der selvfølgelig intet at stille op – men ulykken blev da heller ikke stor. Både kaptajn Bülow, som førte vagten, og som jeg kendte fra mit hjem, og sergent Madsen, der var min legekammerat fra drengeårene på Kronborg, optrådte med så stor en forekommenhed, som den militære pligt ville tillade dem, og selve chefen, oberst Moltke, der holdt til hest ved flanken af kompagniet, trøstede venligt folk med, at han, så snart kongen kom, ville ride frem, og – “så kan De komme til igen”.
Endelig tog en blid form for bestikkelse al vor bekymring bort. Blandt soldaterne, som for det meste stod “rør”, og som vi derfor snart kom i livlig samtale med, var der nemlig en, der ytrede: “Havde man bare noget at ryge på!” – og da jeg hjemme havde stoppet frakkelommerne fulde af cigarer, fik jeg hurtigt en halv snes stykker frem og fordelte dem mellem de nærmeste af vagten, der samtidig fik tildelt hver sit “ammunitionsrum” mellem Horns eller mine udspilede fingre, for at de i hast kunne anbringe cigaren dér, når en eller anden, for hvem der skulle gøres honnør, nærmede sig.
Denne gavmildhed, som vi ikke fik grund til at fortryde, efterdi hele restoplaget af mine cigarer en time senere var knust til snustobak i den store trængsel, indbragte os et velvilligt løfte om “et snævert pas”, hvorigennem vi kunne slippe frem, når kongen kom – for da ville sikkert ingen bekymre sig hverken om æresvagten eller om os.
Imidlertid nærmede klokken sig til ni, og spændingen i de store skarer var i kendelig stigning. Og just nu – fem minutter før klokken ni, da den fjerne brusen af hurraråb forkyndte, at kongen var undervejs – just nu brød solen frem i al sin glans og fejede for resten af de to festdage alle skyer bort fra himlen.
Det store, historiske øjeblik var nær.
Mange varme hjerters tanker og mangfoldige flittige hænder havde virket sammen for at berede vor konge en festlig vej ved hans indtog i længslernes land, og gang på gang i disse dage måtte vi beundre den kloge indsigt og skønhedssans, hvormed alt var ordnet og lagt til rette. Intet offer var sparet, og intet arbejde skyet for at give denne Danmarks enestående fest en ramme, der i enhver henseende var dens storhed og glæde værdig. På de få kilometer fra grænsen ned til Haderslev var ikke mindre end 18 æresporte rejst, og hele vejen – ikke mindst da byerne undervejs – var som en eneste festsal, over hvis flag og blomster sommersolen lyste om kap med smilet – og tårerne – i alle øjne.
Og alligevel! hvor pragtfuld denne ramme om festen end var, så betød den dog ikke mere, end en ramme bør betyde, og af alle arrangementer var de, der fødtes ud af den stærke stemning selv, som regel dem, der greb sindet dybest. Den store glæde skabte – i folkets som i kongens færd – adskillige improvisationer, som intet officielt program havde kunnet udforme, og allerede her ved grænsen gav dette sig til kende på den skønneste måde. Vor konges ridt ind i Sønderjylland fik en indledning, der ikke godt kunne tænkes smukkere – et gribende præludium, der var dette enestående øjeblik i vort folks historie værdigt.
På en lille festplads ved vejen nord for grænsen, hvor den hvide hest ventede på sin rytter, og hvorfra den kongelige kortege skulle udgå, blev kongen modtaget af sognerådet i Taps, og i de tyve minutter, som gik hen dermed, nåede forventningen i de store skarer en sådan spænding, at den krævede udløsning. Alle samtaler var gået i stå, fordi alle sind kun var opfyldte af dette ene: øjeblikket – det, som det danske håb i mere end et halvt århundrede havde ventet på, var kommet.
Da var det, at skarerne nord for grænsen begyndte at synge:
Slesvig, vort elskede, omstridte land!
Du, som så hårdt bliver tynget af åget
ej fra dit moderland vristes du kan
thi du er bunden ved hjertet og sproget.
Brødre, hold ud, holder tappert ud!
stol på vor sag, men dog først på Gud!
Slesvig, Slesvig, omstridte land.
Men da de nu tav, fortsatte skarerne syd for grænsen med det næste vers:
End er vor trøst på den jernhårde vej
dejlige håb, som dog aldrig kan slukkes:
det, at vort barnebånd bryder man ej,
det, at ej moderens hjerte kan lukkes,
dette, at engang i salig lyst
barnet får udgrædt ved moders bryst.
Slesvig, Slesvig, Danemarks Land.
Og så tog de fat igen nord for grænsen, medens vi tav:
Omstridte er vi, dog enige i,
Dankonning vi som vor fyrste vil kalde.
Elskede drot, med hver dansk stå os bi!
Alle med dig vil vi stå eller falde.
Hvad der end sker, vi vil holde stand,
aldrig vi svigte vor drot og land.
Slesvig, Slesvig, elskede navn.
Svagere i selve sangen, men brusende i omkvædet lød Thaulows kendte sang – som indledning til en tusindstemmig vekselsang over grænsen – en sang, som fyldte de forventningsfulde minutter og i den lyse sommermorgen lød vidunderlig smuk. –
Den sidste sang var »Kongernes konge,« men næppe havde vi syd for grænsen sunget det sidste vers:
Herrernes herre! Mægtig og stor, nådig du høre vort bedende kor!
Herre, du ene kan sejren os forlene, værn om vort herlige og ældgamle nord! –
før brusende hurraråb med klang af en ganske ny begejstring forkyndte, at kongen havde besteget den hvide hest og red mod grænsen.
Og så skete det – !
De danskes drøm blev virkelighed, og det blev af nåde forundt os at se det syn, som ingen, der var med, vil glemme.
Kong Christian den Tiende red over Kongeåen.
Red ind i det gamle danske land, som ingen dansk konge havde gæstet, siden Christian IX i 1864 forlod Dybbøl Skanser.
Jeg havde ofte hørt sige, at den stærkeste stemning er tavs, men jeg havde aldrig oplevet dette før.
Nu måtte jeg sande det her.
Hurraråbene døde hen. Hundredtusinde blikke, der lyste med den store forventnings glans, rettedes mod triumfbuen ved grænsen.
Æresvagten præsenterede gevær, men bajonetterne rystede af bevægelse. Underlig lydeligt klang endnu et næsten grådkvalt udbrud et sted ude i mængden: “Der er han! – åh, der er han!”
Så blev der stille som i en kirke.
Stemningen var så fortættet – så knugende, at den føltes som en legemlig smerte. Det var, som om alle hjerter stod stille i vældig forventning.
Og se! nu dukker en rytter frem i triumfbuen – på den hvide hest.
Forunderlig ensom, skønt omringet af tusinder – barhovedet og iført infanteriets beskedne, grå uniform – rider kongen langsomt frem, og hans ansigt lyser af den store højtid, skønt de skarpe træk er prægede af den stærkeste sindsbevægelse, og skønt tårer løber ned ad hans kinder, medens blikket vendes opad -.
Det var Danmarks drot og Danmarks søn, som i et af de største øjeblikke, historien har skænket os, græder af glæde; – og havde kong Christian ikke grædt, så havde kongens øjne vel også været de eneste, der var tørre.
Lykkelig den, som fik lov at være med!
Sønderjyske Årbøger, 2010.