10. januar 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Efter Nytaar blev vi forflyttet til et andet Frontafsnit og var først indkvarteret i et stort Telt paa den anden Side Prilep. Det tilhørte Pionererne, der her var ved at lave en Træbro.

Selv om Vinteren ikke var saa haard, som den kan være herhjemme, frøs det dog nogle Grader, og vi frøs endnu mere. Særligt var det galt om Natten; det var ikke til at holde Varmen paa et Traadunderlag med et Tæppe over. Vi var stivfrosne hver Morgen og maatte hoppe rundt paa Jorden i lang Tid for at komme til os selv.

Kakkelovnen var rødglødende hele Dagen, men om Natten var der ingen, der vilde fyre. En Aften gik der Ild i Teltet, men den blev dog hurtigt slukket.

Her arbejdede ogsaa et Hold rumænske Krigsfanger med at losse Jernbaneskinner. Et haardt Arbejde til den Forplejning, de fik. Sultne var de, og selvdøde Dyr faldt de over som Ravne. De brugte Kødet til at koge Suppe paa.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *