Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.
Næste morgen ved 8-tiden stod vi op, og efter at have indtaget vores morgenkaffe gik vi til valg. Det var øsende regnvejr.
Alle flag, både danske og tyske, var ude. Der var trængsel ved valglokalet, så det tog nogen tid, før vi blev færdige. Da jeg havde forevist mit pas og afgivet min stemme og dermed kastet mit lod i vægtskålen for Danmark, havde jeg gjort min pligt. Derefter gik jeg ind til en boghandler for at købe nogle prospektkort og derfra gik det hjem til mit kvarter.
Om eftermiddagen var jeg ude omkring i byen. for at se alle de kendte steder, hvor jeg havde henlevet mine barndomsår. Der var først mit fødested i Borkmøllegade. Huset var endnu som dengang, og alle husene ligeså. Mange minder randt i mine tanker, da jeg stod og betragtede mit gamle hjem. Der var alligevel noget underligt ved det. Jeg gik der som en fremmed og kendte ingen, og ingen kendte mig. Hvor var alle mine legekammerater fra barndomstiden og mine skolekammerater, hvor var de henne?
Jeg genså Juhlers skole, hvor jeg fik den første undervisning og Borgerskolen, hvor jeg senere gik i skole. Juhlers skole var dansk, Borgerskolen var tysk, så jeg lærte begge sprog i min skoletid.
Der, hvor der i min barndom var eksercerplads, ligger nu markedspladsen for kreaturer, og ved siden af er der en ny banegård.
Min vej førte mig også om ad havnen, forbi toldboden og om ad Nyvej, hvorfra jeg kunne betragte det franske slagskib “Marseillaise”, som lå et stykke ude på fjorden. Der lå det med bredsiden ind mod byen, stort og mægtigt. Skibets mandskab skulle jo holde orden i byen sammen med englænderne. Jeg så også flere gange patruljer på en halv snes mand marchere gennem byen med påsat bajonet. Det må have været ydmygende for tyskerne. Det var jo ellers dem, der hidtil havde haft magten.
Da regnen og blæsten blev ved, gik jeg omsider “hjem” igen.
Jeg var drivvåd. Jeg skrev nogle prospektkort og sendte en hilsen til dem derhjemme i Kolding.
Om aftenen kl. 8 sluttede afstemningen, og 1.zones skæbne var
afgjort. En time senere gik vi alle sammen ned på “Grethens” hotel, forhen hotel “Danmark” for at høre afstemningsresultaterne. Det var ellers meningen, at vi ville have været ud på “Folkehjem”, men vi fik at vide, at der var fuldt optaget for 2 timer siden.
På hotel “Royal” og på “Grethens” hotel havde de danske lejet salene. Der var fuldt hus alle 3 steder. Tyskerne havde deres egne steder, hvor de var samlet. Nogle af dem havde lokalerne i stueetagen i det hotel, hvor vi var. Vi kunne høre dem synge, når dørene gik op.
Vi havde det rigtigt hyggeligt. Et strygeorkester spillede for forsamlingen, og der veksledes med taler og sang.
Så begyndte telegrammerne at indløbe. Hvert øjeblik gik døren op, og en rask spejder trådte ind i salen og afleverede telegrammerne. Når de var oplæst, modtog spejderen atter papiret og forsvandt.
Hen på aftenen trådte minister H.P. Hanssen ind i salen. Han modtoges med et begejstret hurra. Da der blev stilhed, holdt han en tale, hvori han oplyste forskelligt angående afstemningsresultaterne. Da kl. var henad 1 brød vi op og gik “hjem”.
Det varede længe inden jeg faldt i søvn den nat. Det havde jo været en stor dag. Der var mange, som næsten slet ingen søvn fik den nat. Fra mit værelse kunne jeg høre folk færdes på gaden, nogle syngende, andre højttalende.
Tak til Karen Majland