Hans Jørgensen, Skærbæk, fortæller:
Saaledes kan det gaa
Det var i 1915, i Frankrig, en dejlig, varm Augustdag, Vi havde lige gravet en Brønd, for vi stod og manglede Vand; men saa kom der Forbud mod at benytte Brønden, for man var bange for, at Vandet vilde blive forgiftet af de mange ubegravede Lig, der laa rundt omkring.
Jeg blev sat paa Vagt ved Brønden for at holde enhver borte. Min Instruks lød paa, at jeg skulde skyde enhver, der vovede at tage Vand fra Brønden, om det saa var selve Kejseren.
Den første, der mødte op for at forsyne sig af det fristende Vand, var selve Feldwebelen. Jeg standsede ham, men han bad saa pænt om bare at faa en lille Smule, saa han kunde vaske sig. Vi havde nemlig ikke faaet os vasket i en hel Maaned, og Fristelsen var derfor stor. Jeg meddelte ham min Instruks; men den hjalp nu ikke stort, for han vilde nu absolut have noget Vand.
Saa gik jeg endelig ind paa hans Anmodning, men jeg sagde til ham, at han maatte love mig ikke at sige det til nogen, og han maatte ikke spilde noget af Vandet, for saa vilde Lægen, der skulde komme og undersøge det, straks se, at nogen havde brugt af det. Nu forsynede han sig, men naturligvis spildte han lidt paa Jorden. Saadan gaar det jo altid. Han beklagede det og forsvandt saa.
Da jeg igen stod alene tilbage, fik jeg den Tanke, at hvis han kunde vaske sig, kunde jeg vel ogsaa, for jeg trængte lige saa meget til det. Som tænkt, saa gjort. Jeg hev en Spandfuld op, smed i en Ruf alt Tøjet, saa jeg var nøgen, og begyndte saa at skrubbe mig grundigt. Det var en herlig Følelse.
Men hvem dukker saa pludselig op? Vor Kompagnifører, Feldwebelen og Lægen. De styrede deres Gang lige hen til mig, for nu skulde Vandet grundigt undersøges. Jeg kunde slet ikke naa at faa Tøjet paa. Derfor besluttede jeg ganske roligt at fortsætte med Rensningen.
Til at begynde med gik alt godt. De sagde ikke et Ord til mig; men saa kom Kompagniføreren i Tanker om, at der jo skulde være en Vagtpost ved Brønden. Han spurgte mig, om jeg havde set noget til Vagtposten.
„Javel, Hr. Hauptmann,” sagde jeg, „det er mig, der staar Vagt her!”
Jeg havde sagt nok. Kompagniføreren begyndte straks at raabe op: „Saadan et Svin! Før ham straks bort!” raabte han til Feldwebelen.
Naa, Svinet var ellers nu blevet pænt vasket. Jeg fik ikke engang Tid til at tage mit Tøj paa, men splitternøgen, som jeg var, og med Tøjet under Armen gik det af Sted.
Feldwebelen beklagede, at det var gaaet saadan, for det var jo ham, der ved at hente Vand havde bragt mig i Fristelse.
Kompagniføreren havde idømt mig fjorten Dages Arrest, „men,” sagde Feldwebelen, „nu skal jeg nok gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at faa Straffen nedsat.”
Det gjorde han ogsaa, for han var en flink Mand, ellers havde han heller ikke faaet Lov til at tage Vand af Brønden, og jeg slap med tre Dages streng Arrest. Ja, saaledes kan det gaa.
DSK-årbøger 1950