Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 1. oktober 1917

Nu har jeg gjort den første tur med ud med fødevarer i stillingen. Det er en lang vej, det tager 4-5 timer, inden vi igen vender tilbage, men så har vi heller intet andet at bestille den øvrige tid af dagen. Vi går derud om aftenen kl. 6 og er tilbage igen kl. 10-10½. Så lang tid tog det i hvert fald i går, søndag aften. Du kan tro, jeg tænker meget på jer, kæreste Inger. Hvor kunne jeg have gået og haft det godt hjemme hos dig og vore små piger, men vi håber, at det ikke skal vare så ret længe, inden vi kommer til at leve sammen. Sig kun til Thaysen, at kompagniet her gerne vil anbefale ansøgningen*, så snart den kommer. Så hvis han kan gøre noget til, at den kan nå hurtigere herned, så bed ham derom. Vil du tage over at tale med ham desangående. Feldweblen sagde, at han ville skrive, at kompagniet ønskede, at jeg skulle stilles tilbage. Så mente han nok, at det skulle hjælpe. Jeg bad forresten feldweblen i går, om han ikke kunne give mig noget at bestille bagved fronten, men det kunne han ikke, sagde han, da der var for få folk derude. Det kan måske være lidt senere, når vi får forstærkning, at der så kan blive en eller anden bestilling til mig. Man skal, som Thaysen sagde, leve i håbet. Ja, det vil vi så gøre, kære Inger, og kun sørge for en dag ad gangen. Det går bedre for mig, når jeg først kommer lidt i gang med arbejdet. Rejsen hertil var tung, kan du tro, og så hjalp det jo endda en hel del, at jeg havde rejseselskab i Nikolaj Krog. Han er munter og kan fortælle meget. Han håbede forresten også, at han snart skulle blive fri. Han er jo lidt ældre end jeg er, men er ikke gift. Mon vejret er lige så smukt hjemme som her, for her er det meget varmt om dagen. Jeg tænker, at vore små piger leger ude under hylden hver dag. Og lille Louise får vel snart ferie igen. Når du betaler regningen til dampmaskinen, skal du blot sige, at vi har tærsket 200 sække, men ellers skal vi jo betale for 263, som jeg har skrevet i bogen, det ved du nok. Skriv ikke derom i brevene til mig.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.