Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 1.11-1916

Min egne Kæreste! – I Dag er det første November, om seks Maaneder, saa er alt lysere og bedre igen og saa er den Tid skridt. For mange vil Vinteren blive en slem Tid, som der vil blive tænkt tilbage paa med Rædsel. Ak ja, vi er jo alt langt inde i Krigens tredje Aar. Og stadig saa ringe udsigter til Freden. Hvor Uhyre Værdier der gaar tabt og til hvilken Nytte? Europas Frihed!!! Ak Gud. Frihed, Ordet er taalsomt.

– – Jeg blev afbrudt, Fru Schmidt kom med mine Penge. Jeg fik en stor Glæde. Der kom nemlig en Kasse gammelt Tøj fra Agnete, som hun havde lovet Fru Christiansen. Men nu gav jeg Fru S. en Kjole og en Bluse der af. Hun blev saa glad, det gamle Skind, at hun sprang op og kyssede og omfavnede mig og snakkede ikke om andet end det den hele Tid. ”hvad siger dog Schneider, hvad siger dog S.” blev hun ved. Og ja, Nøden er stor alle Steder. Marie fik en lille Kjole med hjem til een af hendes Søskende. Havde man bare haft noget at give af. – Fru S. havde været syg og spyttet Blod, de har alle i den Familie haft Tuberkulose.

– – I Aftes skulde jeg have været op til Simonsens efter Penge, men det blev et forfærdelig Uvejr, det regnede og tordnede, saa jeg har aldrig hørt Magen. Det er forfærdeligt uhyggeligt. – – Nu skal jeg derop i Aften og først maa jeg hen til Fru Christiansen med Tøjet. Jeg har intet, intet ellers at skrive om, bare du snart kom hjem.

Jeg kysser dig Jens og længes og er din egen Pige.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)