Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat og sendt til østfronten – hvor han fik tyfus. Efter lazaretophold kom han på rekreation hjemme – og besluttede at desertere. I september 1916 nåede han velbeholden til Danmark, hvor han opholdt sig de følgende 2½ år, afbrudt af ophold i Norge. Men i marts 1919 vovede han sig hjem til Sønderjylland igen.
Den følgende vinter (1916-1917) var jeg i plads i Nr. Fårup og tog saa om foraaret — efter privat henstilling — til Norge, da man aldrig kunde vide, hvad der endnu kunde ske med Danmark. Det var lidt fremmedartede forhold for mig deroppe i fjældelandet, men jeg var interesseret i at se og lære.
Først i efteraaret 1918, da man forstod, at krigen for alvor gik mod sin afslutning, vendte jeg tilbage til Danmark og tog til november paa Lyngby højskole hos gamle Rosendal. En lykkelig tid med krigens slut midt i maaneden. 1 Juleferien sneg jeg mig sammen med en skolekammerat, Peter Paulsen fra Bylderup, over grænsen. Vi havde været sammen i Norge — hvor han nu er gift og bosat — og vilde overraske dem derhjemme. En uforglemmelig jul i hjemmets trygge favn! I nytaaret tog vi ad samme illegale vej tilbage til Lyngby.
Men sidst i januar læste vi i aviserne en henstilling fra advokat Andersen i Haderslev til sønderjyderne i kongeriget om at søge hjem og melde sig til myndighederne, for ikke at gaa glip af afstemningsretten. Rosendal var ikke indforstaaet med foretagendet, mente, det var ganske unødvendigt og nok vilde klare sig uden tilmelding forud. Jeg saa derfor tiden an. Men da jeg nogen tid efter erfarede, at enkelte sønderjydske elever fra skolen havde været hjemme til tilmelding og var kommet uanstastede tilbage, syntes jeg, at ogsaa jeg hellere maatte faa mine papirer i den ønskede orden. Sammen med Ingvart Clausen fra Vinum rejste jeg saa hjem.
Vi meldte os paa Bezirkskommando i Haderslev, for om muligt at klare sagerne dér, men blev henviste til Flensborg, hvor vi saa stillede og bad om vore hjemsendelsespapirer. Der blev optaget rapport over vor soldatertid m.m. Men saa skete det højst ubehagelige for mig. Medens Clausen havde været soldat i over to aar og derfor fik sine papirer, holdtes jeg tilbage, fordi jeg kun havde været i trøjen i ti maaneder og altsaa — orden i sagerne! siger prøjserne — endnu manglede godt et aars tid i at have efterkommet mine foreskrevne militærforpligtelser. „Zwei Jahre Dienstzeit maatte være det mindste.
Der blev afsagt arrestordre over mig, og under bevogtning førtes jeg omgaaende til banegaarden for at naa toget til Neumunster, hvor jeg skulde stilles for en krigsret, sigtet for faneflugt. Mit hjerte har vist aldrig været saa langt nede i støvlerne, som paa den rejse. Med bange anelser kørte jeg som militærfange sydpaa. Var jeg dog bare blevet i Lyngby! Men nu var det for sent. Jeg maatte se min skæbne i møde — for anden gang i prøjsernes magt, og det endda efter krigens afslutning og min lykkelige flugt fra dem første Gang.
Vi kom til Neumünster om aftenen, gik til kasernen, hvor jeg blev afleveret paa kontoret. Den befalingsmand, som tog sig af mig, havde kun eet Ord at sige til mig, og det lød i sandhed brutalt: „Kopf ab!“
Men jeg maatte jo bevare fatningen og tage, hvad der vilde komme. Depotunderofficeren, jeg afleveredes til, var lidt rigelig nysgerrig, spurgte bl. a., om jeg vilde indklædes. Han vilde saa godt købe mit civiltøj. Vi snakkede en del sammen, men enden blev dog, at jeg nøjedes med at faa et sovetæppe og spisegrejer og lidt forplejning. Uniformen kunde jeg jo tidsnok naa at komme i.
Med urolige tanker gik jeg til ro paa den belægningsstue, som blev mig anvist, tænkte paa hjemmet og Lyngby og lagde min sag i Guds haand. Griffenfeldts ord fra hans fængselstid randt mig i hu: „Da verden blev mig gram, da lærte jeg at kende for alvor først mig selv, min Gud, min ven, min fjende.“ Jeg gentog ordene stille for mig selv, og de virkede som olie paa mit sinds oprørte vande. Hen paa natten kom nogle af stuens belægning hjem. Jeg skulde da smides ud af køjen, men en kammerat lagde et godt ord ind for mig: „Lass den Mann schlafen!” sagde han, og jeg fik lov at sove de retfærdiges søvn til ende.