Nedenstående resolutionen vedtoges 1. Marts 1919 og oversendtes til Nationalforsamlingen i Weimar og den preussiske Landsforsamling.
Magistrat og Byraad staar paa samme Standpunkt, som den tyske Regering indtager: Nationernes Selvbestemmelsesret, og rejser derfor paany det Krav, at der skal ydes og forfatningsmæssigt tilsikres de dansksindede Norslesvigere fuld Ligeberettigelse paa det politiske, økonomiske og kulturelle Omraade, navnlig i Henseende til Brugen af deres Sprog i Kirke, Skole, paa Møder og for Retten.
Magistrat og Byraad er imidlertid eenstemmigt af den Anskuelse, at Selvbestemmelsesretten ikke kan føre til at sønderrive det fordums Hertugdømme Slesvig og forene en Del deraf med Danmark. Hertugdømmet Slesvig har ifølge Landets gamle Grundlov i et halvt Aartusinder været ”up ewig ungedeelt” forbundet med Hertugdømmet Holsten.
Det har ganske vist, sammen med Holsten, indtil 1864 haft samme Landherre som Kongeriget Danmark, men har aldrig været en Del af den danske Stat, har tværtimod sammen med Holsten udgjort en selvstændig, af Danmark uafhængig Statsdannelse.
I Nordslesvig bor Tyske og Danske overalt imellem hinanden. En retfærdig Adskillelse af Omraadet er ikke mulig. Afstaaelsen af delvis Omraader til Danmark vilde ikke hidføre nogen tilfredsstillende Tilstand, men skabe ny Uret og nye Stridigheder. Den vilde betyde en alvorlig Skade, saavel for Nordslesvig selv som for Provinsen Slesvig-Holstens øvrige Omraade.
Alleralvorligst og paa en for Byens videre Udvikling ligefrem truende Maade vilde Flensborg By, som er knyttet til Nordslesvig, dens værdifuldeste Opland, ved saa mange og saa intime økonomiske Forbindelser, lide Skade.
Magistrat og Byraad er enstemmigt overtydede om, at det overvejende Flertal af Befolkningen i det tidligere Hertugdømme Slesvig aldrig frivilligt vil give Afkald paa at høre til det tyske Fædreland, og at den samlede Befolkning kun ved Ydelsen af den fordrede Ligeret for de danske Nordslesvigere, men ogsaa kun i vedvarende snæver Samhørighed med Tyskland kan gaa en lykkelig Fremtid i Møde.
Danskerne kræver Afstaaelsen af Nordslesvig til en Linie, der gaar umiddelbart Norden for Flensborg By. Ved Fastsættelsen af denne Grænse vilde mere end 60.000 tysksindede Beboere i Nordslesvig komme under dansk Herredømme, medens kun faa Tusinde Dansksindede vilde forblive ved Tyskland.
Mod dette Krav, der er en Haan imod al Retfærdighed, nedlægger Magistrat og Byraad den skarpeste Protest.
Med Resolutionen fulgte følgende Andragende:
1) Det tyske og det danske Sprog skal være ligeberettigede i Nordslesvig med Hensyn til Brugen i Kirke og Skole, paa Møder og for Retten.
2) Hele det tidligere Hertugdømme Slesvig skal forblive udelt forbundet med det tidligere Hertugdømme Holsten.
3) Hvis Befolkningen til Udøvelse af Selvbestemmelsesretten skal stemme om Landets Statstilhørsforhold, saa maa Afstemningen foregaa i hele det fordums Hertugdømme Slesvig med det Forbehold, at det samlede Resultat af Afstemningen er afgørende for hele Landet.
4) I det Tilfælde, at en samlet Afstemning i hele det forhenværende Hertugdømme Slesvig ikke skulde kunne opnaas, maa Afstemningen foregaa kommunevis. Til Iagttagelse af fuld Retfærdighed imod begge Nationer maa der drages Omsorg for, at der ikke kommer flere tysksindede Beboere i Nordslesvig under dansk Herredømme, end der forbliver Dansksindede ved Tyskland.
5) Den nye Grænse maa drages saaledes, at den ikke i noget Tilfælde gaar umiddelbart Nord for Flensborg By, og at Flensborg Fjord helt og holdent, indbefattet en Landstrimmel paa Nordsiden, forbliver i tysk Besiddelse.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.