1. marts 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … taget til Fange i Tysk Østafrika”

Senest ændret den 31. juli 2018 9:06

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne.
Landpostbud Friedrich Heuck, Søn af Chausséopsynsmand Heuck i Dybbøl, er falden paa Slagmarken, 32 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og Børn. En Broder til ham, Peter Heuck, har været savnet siden den 19. September i Fjor. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for Friedrich Heuck Søndag den 11. Marts om Eftermiddagen Kl. 2½ i Nybøl Kirke.

Gaardejer Peter Møllers Hustru i Klingbjerg ved Notmark har iflg. ”Fl.Av.” i de sidste Dage modtaget den sørgelige Meddelelse at hendes Mand har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Peter Møller efterlader sig Enke og 3 Børn.

Johannes Lund fra Fol er falden, 29 Aar gammel. Han blev, ifølge Meddelelser til hans Hjem, haardt saaret og døde paa Valpladsen uden at være kommen til Bevidsthed. Han vil blive jordfæstet paa Fol Kirkegaard paa Fredag den 2. Marts om Eftermiddagen Kl. 2 fra Hjemmet.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Ernst Christensen fra Hørup og Wilhelm Ecklon fra Augustenborg er faldne.

Saarede.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Overjæger Freidrich Ravengaard fra Toftlund og Peter Jørgensen fra Oksbøl er haardt saarede. Som let saarede opføres: Chresten Christensen fra Klingbjerg i Sønderborg Kreds, Jørgen Jessen fra Sillerup (Sjellerup?) i Sønderborg Kreds og Søren Lange fra Neder-Jersdal. Endvidere meddeles, at Mads Henriksen fra Mels er let saaret, men bliver ved sin Troppeafdeling.

Savnet.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Thomas Johnsen fra Haderslev er savnet.

I Fangenskab.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Callesen fra Gramby, der hidtil har været meldt savnet, iflg. Private Meddelelser er i Fangenskab.

I Fangenskab i Indien.
I den sidste Liste over de kejserlige Værnetropper meddeles, at Overmatros Christ. Ludvig Møller fra Skodsbøl Mark den 17. November 1916 er bleven taget til Fange i Tysk Østafrika og siden har været interneret i Ahmednaggar i Indien.

Forfremmet.
Musiker Mads Berg fra Kabdrup i Bjerning Sogn, der er Chauffør ved en Generalstab og har været med siden Krigens Begyndelse, er bleven forfremmet til Underofficer. For et halvt Aars Tid siden fik han tildelt Jernkorset.

Dekorerede.
Gustav Sander, Søn af Over-Postkonduktør Sander i Sønderborg, der gør Tjeneste som Overmaskinist paa en Undervandsbaad i Flandern, har ifølge ”S.Z.” faaet tildelt Jernkorset at første Klasse.

Christian Schmidt, Søn af pensioneret Degn Schmidt i Sønderborg paa Kajnæs, der for nogen Tid siden blev haardt saaret, under Kampen ved Østfronten og nu gør Tjeneste paa et Kontor i en Ammunitions-Fabrik, er ifølge ”S.Z.” bleven dekoreret med Jernskorset af anden Klasse.

Hjemme paa Orlov.
Landstormsmand Lorents Jensen fra Barsmark i Løjt Sogn, er kommen hjem paa Orlov fra Rusland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *