Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen
Det første forårsmarked i Tønder
plejer at være det, der afholdes ved majdagstide, altså det i torsdags. Tilførslen af kvæg plejer at variere mellem 3 og 4000 stykker.
I torsdags var der ifølge ”Flensborg Avis” på markedet 27 stykker kvæg. I staldene omkring byen solgtes der dagen før henved 70 stykker. Priserne var omtrent, hvad sælgeren forlangte. 24 græskøer solgtes til en mand fra Ejdersted for 850 mark stykket; 7 små knap 2 års stude kostede 820 mark stykket, og for 6½ års betaltes 850 mark. Kælvekøer kostede fra 1000 til 1400 mark stykket.
På grisemarkedet var der et halvt hundrede grise, der kostede 45-60 mark for 4-5 ugers og 70-80 mark for 7-8 ugers.
Det burde være omvendt.
Den dansksindede taler tysk, medens den tysksindede taler dansk!
Ved bisidderretten i Haderslev forhandledes i torsdags ifølge ”Dannevirke” blandt andet følgende:
Gårdejer Hans Andresen fra Jernhyt stod anklaget for overtrædelse af belejringsloven ved at udbrede usande rygter. Den anklagede havde en aften besøgt sin nabo, landmand Martin Jørgensen og i samtalens løb fortalt, efter en landstormsmand Hartung, at der i Berlin ved en hungerrevolte skulle være blevet skudt en hel del kvinder. Jørgensen skal så have fortalt dette rygte i kroen, og ved den lejlighed fik kriminalbetjent Schlinck nys om sagen, og Andresen blev meldt.
Den anklagede indrømmede at have fortalt det omtalte rygte til naboen. Denne, der blev afhørt som vidne ved hjælp af en tolk, havde udtalt, at Andresen formodentlig havde fortalt ham den historie for at ærgre ham, da Andresen var fanatisk dansk, og han vidste om Jørgensen, at han var tysksindet.
Dommeren spurgte den anklagede, om han var fanatisk dansk, om han var medlem af danske foreninger.
Dertil svarede Andresen, at han aldrig nogen sinde havde været medlem af en dansk forening eller taget del i et dansk møde.
Dommeren: I grunden burde det være omvendt. De taler udmærket tysk, og den anden, som påstår at være tysksindet, kan ikke et ord tysk.
Amtsadvokaten androg på 50 mark i bøde for den anklagede.
Retten idømte ham en bøde på 20 mark. Han havde været meget uforsigtig med sine udtalelser. Retten ville ikke fastslå, hvorledes rygtet var blevet offentligt bekendt, om det var sket ved, at Jørgensen direkte havde angivet naboen, eller ved at fortælle det i kroen.
Et marked
afholdtes i onsdags i Skærbæk; men der har vistnok ingen sinde været så lidt kvæg på markedet som denne gang, og der er vistnok heller aldrig blevet betalt så høje priser, skriver ”Flensborg Avis”. Derfor blev markedet med de rigelig en snes stykker kreaturer, som var til stede, også hurtigere rømmet end nogen sinde før. For grise forlangtes der indtil 50 mark.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Jernbanefunktionær Jens Lorenzen fra Skodsbøl ved Broager, sidst bosat i Gråsten, er faldet på slagmarken.
Til Skærbæk er der indløbet meddelelse om, at Julius Christensen er faldet ved Verdun.
Ludvig Buchheister fra Haderslev, der tidligere har været meldt savnet, er faldet.
Købmand Ahrendsen fra Genner ved Aabenraa er ved Verdun blevet såret i den højre arm og det højre ben og ligger på Lazaret i Rhinfalz.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Hansen fra Lysabildskov er i fangenskab.
Clausen fra Skodsbøl, der hidtil har været meldt savnet, var såret og er vendt tilbage til sin troppeafdeling.
Banevogter Lorenzens hustru i Gråsten har modtaget efterretning om, at hendes mand er død på et lazaret som følge af en bedøvelse ved giftige luftarter. Han efterlader sig enke og et lille barn.
Franz Nagel fra Sønderborg er død af sine sår og Mathias Rasmussen fra Guderup er død på reserve-lazaret nr. 76.