1. juli 1919. “Valgdagen, Genforeningsdagen, den største Dag, vi har oplevet som Folk, nærmer sig med raske Skridt.”

Sidst i Juni 1919 udsendte Vælgerforeningens Bestyrelse følgende Henvendelse til samtlige Tillidsmænd (Flensb. Av., 1. Juli).

Valgdagen, Genforeningsdagen, den største Dag, vi har oplevet som Folk, nærmer sig med raske Skridt. Afgørelsen er lagt i vor egen Haand.

Lad os sætte al vor Kraft ind paa at udnytte den paa bedste Maade.

Mere end nogen Sinde før er det denne Gang, at Tallene taler. Lad os være aarvaagne og paa vor Post, ikke lade os paavirke af, at Tyskerne siger, at de vil afholde sig fra at stemme, een Stemme mere eller mindre i hver Kommune vil for hele vor Landsdels Vedkommende naa op imod Tusinde. Der maa allerede nu sørges for en Oversigt over samtlige stemmeberettigede i hver Kommune, navnlig for at skaffe Klarhed over de stemmeberettigede, der midlertidigt har taget Ophold i Danmark eller er bosiddende derovre, der med Bestemthed kan forudsættes at ville deltage i Afstemningen.

Hvor en saadan Vished ikke foreligger, maa de paagældende ikke optages paa Vælgerlisten, da Resultatet af Afstemningen vil blive fastsat procentualt.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *