Jens Due fra Gabøl gjorde krigstjeneste i Fod-Artilleri-Rgt. 23. Han regnede med at Amtsforstanderen, der var hans nabo, ville hjælpe ham med at få forlænget sin orlov – men der tog han fejl!
I September 1917 blev jeg af Gabøl Tærskeselskab reklameret hjem fra Fronten i Champagne. Reklamationen strakte sig over seks Uger. Jeg skulde passe Motoren, en Bestilling, jeg havde varetaget lige siden 1908.
Efter Orloven skulde jeg melde mig ved min Stambataillon i Posen.
Da de seks Uger var ved at være forbi, talte jeg med Formanden for Selskabet, for at faa ham til at indsende et Andragende om en Forlængelse af Orloven. Han gik straks ind paa Tanken og skrev Ansøgningen. Denne skulde nu undertegnes og anbefales af Amtsforstanderen. Da Amtsforstanderen var min nærmeste Nabo, som jeg meget ofte havde udført Arbejde for, nærede jeg det største Haab om, at Efterorloven nok skulde blive bevilget.
Tiden gik, men der kom ingen Besked, og jeg maatte altsaa af Sted.
Jeg maatte dog først hen til Amtsforstanderen for at afmelde mig. Han beklagede, at jeg skulde rejse og mente, at der muligvis havde været en lille Fejl i min Ansøgning. Dog tilføjede han, at han bestemt troede, at jeg nok enten i Hamborg eller i Berlin vilde faa telegrafisk Besked om, at Efterorloven var bevilget; saa skulde jeg bare vende om. Naa, den Tro havde jeg nu ikke.
Jeg rejste. Der kom ingen telegrafisk Besked. Jeg kom til Posen. Jeg ventede stadig. Det blev Jul, og det blev Nytaar; men jeg hørte intet.
I Februar 1918 blev jeg kommanderet over i Stabsbygningen, hvor jeg skulde tænde op i Kontorerne. Vi var tre ældre Fyre, der mødte hver Morgen Klokken seks; men da Kontorpersonalet først mødte Klokken ti, havde vi god Tid. til at gaa omkring i Kontorerne og studere Akterne. Jeg’ var naturligvis paa Jagt efter min Ansøgning, men jeg kunde ikke finde den. Mine Kammerater, som vidste, hvad. jeg var ude efter, hjalp til, og en Morgen kaldte en af dem paa mig og sagde: „Nu skal du se; her er dine Akter.”
Vi læste spændt Ansøgningen. Der var ikke nogen Fejl i den; men der fandtes en vedlagt Skrivelse, og paa den stod der: Das Dreschen ist beendet, der Due wird nicht mehr gebraucht. Rohwedder, Amtsvorsteher.
Her var altsaa den lille „Fejl,” og med saadan en Tilføjelse faar man naturligvis ingen Orlov. Det var vel nok underfundigt gjort; naa, men vi havde jo ogsaa forskellig; Opfattelse af det nationale Spørgsmaal.