Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag form. (Poststempel: 1.8.1915)

Kære Jørgen!

Jeg fik nu lige dit brev, og jeg blev næsten lidt ked af det, for det kommer mig for; som om du har været ked af det hele, da du skrev dit brev. Men hvor kan det være andet. For mig har det også været sværere, siden jeg besøgte dig. Jeg tænker jo hele tiden på det dårlige kvarter. Det gjorde os også så ondt at se jer marchere ned ad gaden med bøssen på nakken, mens vi skulle til at rejse hjemad igen. Jeg længes så meget efter dig, var jo færdig til at rejse igen når som helst; men det kan ikke nytte at tænke på det, for det er jo en dyr historie…

I eftermiddag er det, at vi skal til Stubbom med mor. Marie ville have både Andreas Krogs og Rieves bedt. Jeg ville nu hellere have været der ene med børnene; men Marie vil altid gerne ha’ fremmede. Kan du tænke dig, Andreas Krog og Johannes Bramsen har været en fornøjelsestur i Berlin. Ja, de kan rigtignok finde på det; men jeg synes næsten ikke, de kan være det bekendt i denne tid. Mor ville først ikke fortælle mig det, for hun syntes, at det var en stor skam. Jeg har egentlig tænkt på at spørge feldweblen*, om han ikke havde lyst til at køre med til Stubbom i dag, så kunne Andreas og Hans jo udvikle deres ideer for ham. Jeg tænker, de kunne enes om sagen, for det kan Bachmann og jeg jo ikke rigtig. Forleden dag sad han jo da og nød rigtig Tysklands storhed og kunne jo da ikke fortælle nok om, hvor dygtige og udmærkede tyskerne var, alle andre dur jo ikke. Så sagde han til sidst, at det lød måske lidt underlig, sådan at rose sig selv, så sagde jeg bare: »Det gør tyskerne jo altid«. Så gik han. Men derfor er han lige flink, han er ellers et rigtig godt menneske. I dag er han i kirke. Han er vant til at gå i kirke hver søndag, når han er hjemme. Nu snakker han slet ikke om at flytte, og det kan jo også være lige meget, for når han rejser, får vi jo vist blot et par menige. Russerne hører jeg slet ikke til, der er ellers kommet flere til egnen, Finnemann har nok fået ti…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon