Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere.
April 1917
Den 9. Januar 1915, netop på min 20 Års Fødselsdag, stillede jeg til Session i Løgumkloster og blev taget til Infanterist.
Den 10. Maj samme År fik jeg Ordre til at stille i Flensborg og blev samme Dag med en hel Del andre Nordslesvigere transporteret til Rekrut-Depotet i Husum, hvor vi skulde uddannes. Allerede ca. 10 Uger senere var den første Transport rede til at drage i Felten.
Jeg kom dog ikke med denne Gang, da jeg på Grund af Sygdom var blevet indlagt på et Lazaret i Hamborg. Derfra blev jeg i Oktober Måned udskrevet som „garnisonsdienstfahig“ og tilbagesendt til Husum, hvor jeg så for det meste forrettede Vagttjeneste.
Til Julen 1915 var der blevet tildelt os Orlov, men så kom der Fordring på en Transport Garnisonssoldater til Frankrig. Vi blev da indklædt mellem Jul og Nytår og sendt til Slesvig, hvor hele Transporten skulde samles. Lige netop på min Fødselsdag igen, 9. januar 1916, om Eftermiddagen Kl. 2, marcherede vi til Banegården, hvor Toget holdt rede.
Efter et Par Dages Kørsel havnede vi i Flandern, blev udladede i Byen Staden og skulde så gå ud til Melane-Skoven. hvor Res. Inf. Regt. 214 lå.
Vi var 10 Mand, som blev tildelt 10. Komp., alle dansktalende Nordslesvigere. Da vi ikke måtte anvendes til Fronttjeneste, kom vi til at arbejde på en Soldaterkirkegård der i Skoven, hvor vi skulde begrave vore faldne Kammerater, der blev bragt tilbage fra Fronten. Et trist Arbejde fra Dag til Dag.
I Foråret 1917 lå vi nede ved St. Gobain, lige bag ved den nye Hindenburg-Stilling, hvortil Tilbagetrækningen efter Sommeslaget skulde ske. Jeg arbejdede i en Pionerpark, hvorfra Forsyningen med alt muligt Krigsmateriel til Fronten foregik.
Vi havde indrettet os i en Skovfogedbolig, som Civile lige havde rømmet. I nogle Dage havde vi det meget hyggeligt, lavede selv vor Mad, fandt den dejligste Vin nedgravet rundt omkring Huset.
Men så pludselig en Dag så vi, at de franske Observationsballoner, disse mægtige „Cigarer”, som hang i Luften langs Frontlinjen, var kommet os på nærmere Hold. Det franske Artilleri begyndte at indskyde sig på de nye tyske Artilleristillinger, der lå lige bag ved os.
Vi flyttede da fra Loftsetagen ned i Kælderen, fik den stivet af så godt det lod sig gøre, men den franske Luftobservation havde naturligvis set Røgen fra vor Skorsten, som kvalmede hele Dagen. En 20 Mand var vi i Kælderen; men så skete det: om Natten hørte vi en fransk Flyvers melodiske Summen og lidt efter kom den første Granat hvinende lige over Huset — lidt for langt. Så hørte vi Afskuddet fra den næste — den lå lidt for kort.
Nu var vi klare over, at det var os,det gjaldt, og i samme Nu havde vi også Fuldtræfferen lige over Indgangen. Murbrokkerne fik vi om Ørerne, men heldigvis kom ingen til Skade. Resultatet blev, at vi trak os et Par km længere tilbage i Skoven og lavede os en „Unterstand”.
Men samtidig tog jeg også den faste Beslutning, at så snart jeg kom på Orlov, da at gå over Grænsen til Danmark. Jeg havde i disse År set nok af Krigen og dens Rædsler.