Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Locksted d.3.4.16

Min kære Inger!

Du skal have et par ord fra mig, nu da jeg er kommet herop. Vi måtte op kl. 3 i dag, da vi skulle afsted med toget kl. 5. Det var unødvendigt, at jage os så tidligt op, for vi stod længe og ventede, inden toget gik, men sådan er det altid her, vi skal altid være tidlig på vej.

Jeg har lige hørt, at der skal en del bort herfra, i alt 60 mand af vi ældre, så nu er der vist ikke meget håb for mig mere.

Nu må du ikke blive alt for bedrøvet, kære Inger, for det kan jo gå bedre, end vi tror. Jeg skriver det for at du ikke skal blive overrasket, når det er tilfældet, at jeg skal afsted. Der er endnu ingen blevet udtaget til transporten. Det er noget, jeg har fra skriveren. Det er kedeligt, at jeg ingen danske kammerater har her mere, når jeg skal afsted. Jeg håber, at du og vore små piger har det godt, Å, hvor jeg længes efter jer alle fire.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.