Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i foråret 1916 ved Loretto.
Når vi lå i denne første reservestilling, bestod vort arbejde mest i at bære mad, post og materiel ud i forreste linie. Efterhånden blev dog nætterne kortere og kortere, og vi måtte begynde med transporten, før det blev mørkt. Så strøg modstanderens flyvemaskiner hen over os og beskød os med maskingeværer. Det var dog sjældent, at nogen blev ramt.
Der var endnu mange civile i Lievin dengang. Hvad de levede af? Ja, det ved jeg ikke. De fik ikke nogen tildeling ved amerikansk hjælp. Amerika var dengang endnu ikke kommet med i krigen.
Det var mærkeligt at se børnene lege i gaderne og i ruinerne, men de vidste på en prik, når der var fare på færde, og i næste øjeblik var de forsvundne i deres smuthuller som rotter. Et par drenge gik tilhånde ved vort køkken. En dag så jeg dem komme kørende med nogle vandtønder. En granat gik ned i gaden lige foran dem. Et øjeblik var de fuldstændig borte i røg og støv, anen da jeg løb til for at se, hvordan det var gået, sprang de uskadte ind i det nærmeste hus.
Der kunne ved højlys dag godt være livlig trafik mellem Lievin og Lens, men det var mest ambulancer og enkelte køretøjer og smågrupper til fods, men der blev sjældent skudt efter dem.
En dag, da jeg stod og så på trafikken, kom en afdeling artillerister. De var knap kommet forbi mig, før en salve huggede ned blandt dem. Da jeg kom derhen, mødte mig et frygteligt syn. En mand kom ravende hen mod mig, og havde jeg ikke fået fat i ham, ville han være faldet. Han var oversprøjtet med blod og hjernemasse fra en kammerat. Da jeg fik ham lagt på briksen i mit opholdsrum, sov han med det samme.
Jeg kunne ikke opdage, at han havde noget sår. Det var choket, der havde slået ham ud. Der var telefon i vor bunker, og jeg ringede til sanitetsafdelingen. Her mente man dog, det var bedst at lade ham ligge foreløbig. Han sov i flere timer og blev så afhentet.
Det sværeste skyts, jeg har været ude for, var kaliber 38. Afskuddet havde jeg ikke hørt, men bæstet kom lige imod mig med et bims, som et eksprestog. Der var kun et at gøre: jeg kastede mig ned. Et par hundrede meter længere fremme slog den ned i en fabriksbygning.
Et frygteligt brag, og murbrokker og jemstumper slyngedes højt til vejrs. Et sprængstykke, der vejede omkring halvandet pund, slyngedes tilbage hen mod mig og faldt ned ikke 20 meter borte. Der kom endnu fire af samme slags. Målet har sikkert været et batteri 15 cm haubitser, som dog stod et hundrede meter længere til højre.
Netop fra dette haubitserbatteri har jeg lagt mærke til, at man under bestemte vejrforhold kunne følge projektilerne med øjnene.
Efterhånden som flyvevåbnet blev mere udviklet, blev de også mere nærgående. De sejlede lige hen over vore stillinger og beskød os med deres maskingeværer. Vi skød igen som rasende, men har nok alle skudt et godt stykke bagved. Ved en sådan lejlighed jog jeg 70 kugler gennem løbet, der blev så varmt, at det snerrede, når jeg spyttede på det.
Et par gange er det dog lykkedes os at beskadige en maskine, men de gik i glideflugt ned bag modstanderens stillinger. Den 1. april var jeg på vej gennem stillingen med en melding, da jeg så en flyver få en fuldtræffer. Den slog vingerne sammen og gik næsegrus mod jorden. En mand slyngedes ud af den og blev ved med at slå kolbøtter, mens han faldt.
Jeg råbte ned i en bunker: »Flyver ramt!« Men nedefra råbte de bare: »Aprilsnar!«
Det tyske artilleri undså sig ikke ved at sende et par salver over til den forulykkede maskine.
DSK-årbøger 1960