Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.
Om morgenen fik vi besked på at komme hen til vor troppeafdeling, hurtigst muligt. Vi blev vist om til banegården, og efter at vi havde ventet et par timer, kom vi med et tog, der gik ned til fronten.
Toget standsede i St. Quentin og jeg stod og så ud af kupévinduet; da råbte pludselig en: “Hallo, Tychsen, hvor skal du hen?” Jeg så mig noget omkring. Der var mange mennesker på banegården, men det var Unteroffizier Otto Goldberg, der råbte.
Han skulle til Bryssel (Bruxelles) for at hente cigaretter til batteriet – Goldberg var jøde, og han havde forbindelse i Bryssel, og derfor sendte de ham. Han kom så hen til vinduet og advarede mig imod at rejse til fronten de første par dage, da det gik meget hårdt til. Batteriet lå ved Montdidier.
Vi steg ud af toget og gik rundt i byen; St Quentin var meget ødelagt, katedralen var brændt og ganske ruineret; de høje mure ragede op i vejret, og overalt var der indlagt sprængstof, en luntesnor hang ud af væggen, og ved denne var der anbragt en seddel, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”.
St Quentin havde ligget i flere år imellem linjerne, og var derfor meget molesteret. Mur- og stenbrokker var skovlet af vejbanen og lå i store dynger ved begge sider af vejen som snedriver. Husene var delvis ødelagt, der var kun ganske få, der ikke var mere eller mindre medtaget.
Vi gik rundt i gaderne og søgte efter “Zersprängten Sammelstelle”, men her var ingen; men vi fandt et sted, hvor vi kunne få mad. Dog måtte vi vente længe, inden vi fik noget. Omsider blev der uddelt “Graupensuppe” – vistnok suppe med store byggryn og små kødstumper.
Suppen kunne være god nok, men den var så sveden, at det var ganske umuligt at nyde den, – det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort.
Der var heller ingen rigtig orden i dette foretagende, der skulle sørge for mad til de “forvildede”. Grunden var den, at her havde englænderne ligget for nogle få uger siden, og derfor var den slags ting endnu ikke bragt i orden.
Vi blev enige om, at St. Quentin var et dårligt madsted og besluttede at drage videre. Kanoneren fra bataljon 615 ville ikke med længere, men han ville nu for alvor prøve at finde sin afdeling; Imwiehe fra maskingeværkompagniet ville også hen til sit kompagni.
Vi sagde “farvel” og tak for følgeskab og så skiltes vi midt på gaden i St. Quentin. Jeg blev også ked af at gå og daske omkring, dertil kom, at tilbage kunne jeg kun dårligt komme, madstederne fandtes kun i Etappen og i bæltet fra Etappen og til den yderste linje var i front i et bælte p. ca. 30 – 50 km. bredde.
Her kunne man ikke få noget at spise, der var kun sparsomt med civilfolk, og nu var man anvist til sin troppeafdeling, hvis man ville have noget at spise; den smule levnedsmidler, som fandtes ved fremmarchen var for længst fortæret.
Jeg gik ned til banegården og ventede på kørelejlighed. Jeg vidste, at der var forbindelse til Ham. Mens jeg gik på banegården, kom der nogle tyske tanks gennem gaderne. Det var de første tyske tanks, jeg så.
Hen på eftermiddagen kom der et godstog. Det skulle til Ham; det holdt dog først nogle timer på banegården. Vi var en hel del, der skulle med, og vi kravlede op rundt omkring, hvor der var plads. Jeg kom op på en fladvogn, der var læsset med maskiner.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.