Tag-arkiv: værdipapirer

1. juni 1917 – Ribe Stiftstidende: om udenlandske værdipapirer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Udenlandske værdipapirer skal afleveres til staten

Fra fagkyndig side har Hejmdal modtaget følgende: Rigskansleren har forordnet, at udenlandske værdipapirer skal afleveres til staten. Forordningen foreligger nu og omfatter af danske papirer; statslaan, by- og kommunelaan, jernbaneobligationer, pantebreve af hypotekbanker, kredskasser og kreditforeninger osv. Obligationer af skibsselskaber, banker og andre med en fast rente udstyrede værdipapirer, ligeledes følgende aktier: Forenede Damskibsselskab, Nationalbanken, Privatbanken, Laane- og Diskontobanken, Landmandsbanken, Østsjællands Jernbane, Store Nordiske, Sukkerfabrikker. Af svenske papirer: statslaan, kommunelaan, Rigshypoteksbankens pantebreve, Svenske Stæders pantebreve og andre faste rentebærende papirer. Desforuden en del svejtsiske papirer.

Papirerne skal overlades til staten, saafremt de den 31. maj tilhører tyske undersaatter, som bor i indlandet, eller selskaber, som har deres sæde i Tyskland.  Papirerne skal anmeldes inden den 15. juni gennem Rigsbanken eller en anden konto eller bankier, og samtidig skal der angives, hvor papirerne befinder sig. Papirer som ligger i det neutrale udland eller i de med Tyskland forbundne lande, skal ligeledes anmeldes, og der skal angives om papirerne er deponerede for forpligtelser, og hvilke. Ejeren eller dennes lovmæssige repræsentant er forpligtet til at gøre anmeldelser.

Overtrædelser straffes med indtil 10, 000 mark i bøde eller indtil 6 maaneders fængsel. Staten sørger for indkasseringen af renter resp. dividender, som tilstilles ejeren. Staten vil tilbagegive papirerne senest 3 aar efter fredsslutningen med England.