Tag-arkiv: tyske dampere

15. oktober 1917 – Ribe Stiftstidende: artilleri-terrænskydning ved Lindet kro

Senest ændret den 20. marts 2018 10:06

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Begrænsning af jernbanerejser

Den tyske jernbaneledelse har paa grund af, at trafikken stadig er i tiltagende og næsten uoverkommelig for personalet, besluttet med det første at forhøje billetpriserne paa ekstratog med omtrent 100 procent for paa denne maade at begrænse den. Desuden skal orlovsrejserne begrænses, idet 70 procent af de rejsende er militærpersoner. Forhøjelsen vil ikke omfatte persontog og skal gennemføres ved indførelse af tillægskort, der for billetpriser paa indtil 5 mark skal lyde paa indtil 3 mark, fra 5-10 mark paa 8 mark, fra 10-15 mark paa 13 mark, fra 15-25 mark paa 20 mark og fra 25-30 mark paa 30 mark. (Vognklassen er ligegyldigt, det er kun billetprisen, ekstrabetalingen gælder). Desuden vil der blive indført begrænset billetsalg til persontogene, rejsegodsets vægt maa ikke overstige 50 kilogram, togene venter ikke mere paa tilslutning, indskrænkning af søndagstrafikken og ingen opvarmning af togene.

En artilleri-terrænskydning

blev foretaget i den vestlige del af Haderslev kreds paa to steder i lørdags fra klokken 9 formiddag til kl. 5 eftermiddag. I den anleding var fra kl. 8 morgen til 5 eftermiddag landsbyerne og beboelsesstederne rømmet, eller maatte ikke forlades i følgende omraader: 1) Indenfor en linie Enemark (ved Højrup 2.), skovfogedhuset Lindet Skov, Lindet kro, Vestergaard, Arrild, Rugbjerg, Hummelhave, Allerup og Enemark. 2) Indenfor en linie Skærbæk, Øster Gasse, den kongelige skov, Gaansager, Vodder kirke, Frifelt, Ullemølle, Ullerup.

10 tyske dampere er bleven beslaglagt i Peru,

deriblandt Callao damperen Marie tilhørende rederiet M. Jepsen i Aabenraa.

Falden

Enkefru Høeg i Bøgelundsbæk ved Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes eneste søn Hans er falden. Hans Høeg var djærv og frejdig i al sin færd og havde et lyst syn paa livet og fremtiden.  Hvor han færdedes i fredstid, virkede hans unge sunde livsmod velgørende og smittende. I godt tre aar har Hans Høeg været med paa de forskellige krigsskuepladser, en streng tid, der kun blev afbrudt af et lazaretophold efter et saar, han fik nede i Rumænien. Det varede dog kun kort, saa maatte han atter i forreste linie. En del læsere vil kende Hans Høeg igennem brevene fra Hans i bladet Hejmdal, hvorfra vi ogsaa her i bladet har gengivet enkelte.

Faldne

P. Paulsen og hustru i Arnitlund har modtaget budskab om, at deres søn Niels er falden den 15. september, 23 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Sophus Ahrenkiel fra Bolderslev, Peter Lorenzen fra Kværs, Peter Orbesen fra Sønderballe og Niels Paulsen fra Arnitlund er faldne, at Peter Bojsen fra Egernsund er død af sine saar.

Saarede

Theodor Faaborg fra Løjtkirkeby er haardt saaret og at Mathias Frank fra Iller er saaret.

Savnede

Jokum Hjort fra Frørup, Knud Nielsen fra Ørbyhage, Anton Nissen fra Stenderup i Haderslev kreds og Chr. Tonnesen fra Skodborg er savnede.