Tag-arkiv: kolding

17. maj 1919. Nu er det endelig blevet nemmere at krydse grænsen!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

For dem der har jord paa begge sider af grænseskellet. Man vil mindes hvor besværligt det i de forgangne somre har været for grænseboerne, der havde jord paa den anden side af grænsen, at faa lov til at benytte deres jord derovre.

Der skulde tilladelse baade fra civile og militære myndigheder, personlig fremstilling paa paskontoret i Kolding og pas med fotografier som til en rejse til Tysklands indre. Og naar saa enkelte endelig naaede at faa en Durchlasschein skulde det stemples hver gang, man skulde over at flytte køerne – et forhold, der gentange gange er blevet paatalt her i bladet.

Nu gaar det ulige lettere: 3 grænseboere Michael Jepsen, Adser Hansted og Jørgen Brun, der alle tre har købt jord hinsides grænsen, indsendte for nogle dage siden med velvillig assistance af den tyske vagt ansøgning til Landraaden i Haderslev om tilladelse til at benytte jorden, og der er nu kommen skrivelse, der uden nogen omkostning giver dem lov til at trække baade heste og kreaturer over paa deres marker. Den tyske vagt skal blot notere det antal, de ønsker over.