Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.
Noget af det værste ved at være i skyttegraven, var, at vi havde meget lidt vand, så vi blev aldrig vasket, og vores kogegrejer blev næsten altid kun tørret af med græs eller blade.
Vi kunne dog bag ved skyttegraven ad en temmelig stejl bjergside komme til en lille kilde, hvor der dog ikke var ret meget vand, men det, der var der, var dejligt drikkevand.
Kilden lå temmelig langt væk fra skyttegraven, og skulle så én hente vand, måtte han altid tage så mange af vores kogegrejer med som muligt, hvilket var ca. 6 stykker.
Det værste var, at russerne må have kendt kildens beliggenhed godt, da de sikkert også har benyttet den.
Når vi så havde været heldige at få vores grejer fyldt op med vand, og skulle op ad den stejle skrænt, mistede vi ofte fodfæstet og tabte vandet, så måtte vi gøre det om igen.
Værre var det, når russerne ofte og uregelmæssigt sendte en salve af granater ned over skråningen.
Nå, men vi brugte så lidt vand som muligt, og det endte da også med, at mange af os fik bylder. Jeg fik dem både i nakken og under armene. Arrene har jeg endnu den dag i dag.
Hvor vi lå, ved jeg ikke. I mit militærpas står der “Septemberslaget i Karpaterne”. Vi havde det dog forholdsvist roligt nu, og skyttegraven var temmelig godt udbygget.
Så en dag fik vi besked om, at vi skulle et andet sted hen, og vi blev igen afløst af østrigerne. Hvor vi så kom hen, ved jeg ikke.. Der står i militærpasset “Stillingskrig i Skovkarpaterne og ved Tatarenpas”.
Stedet, hvor vi gik i stilling, lå i hvert fald højere oppe i bjergene. Vi skulle marchere temmelig langt, og min gamle sygdom kom igen. Jeg kunne ikke holde til strabadserne op og ned i bjergene, og blev så syg i nogle dage. Jeg husker idag ikke mere, hvor jeg blev indlagt, men det var kun en lille forplejningsstation.
Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)
Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.