Tag-arkiv: gummi

23. august 1916 – Ribe Stiftstidende: frivillig aflevering af cykleringe

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Frivillig aflevering af cykleringe

Dannevirke er blevet anmodet om at optage følgende: Det kommer frem for alt an på, at befolkningen i tiden fra 12. august til 15. september frivilligt afleverer de beslaglagte cykleringe mod betaling af de fastsatte priser. Den den 15. september 1916 begyndende meldepligt og den sig dertil sluttende overdragelseshandling, sluttelig forhandlingerne for voldgiftsretten, naar der ikke kan opnaas enighed om prisen, medfører for alle vedrørende steder en saa stor arbejdsbyrde, at der bør gøres alt for at oplyse dem, der rammes, om nødvendigheden af forholdsreglerne i hærøjemed og den middelbart og umiddelbart for hær- og folkeforsyning arbejdende del af befolkningen. Det må derfor ventes af de ramtes indsigt og fædrelandske følelse, at de gerne bringer dette ringe offer for deres fornøjelse og bekvemmelighed, som ikke staar i noget forhold til andres savn og arbejde, for derved at lette myndighederne arbejdet.

Faldne

Arbejdsmand Nis Nissen i Genner ved Aabenraa har modtaget budskab om, at hans ældste søn Hans er falden paa den østlige krigsskueplads. For kort tid siden mistede Nis Nissen en søn, som faldt ved Vestfronten. Hans yngste søn er krigsinvalid, har mistet det højre ben og ligger paa et garnisons-lazaret i Flensborg.

Malermester Hans J. Eriksen fra Egen Kirke er falden den 11. juli, 32 aar gl. En enke og en lille søn begræder tabet af ham.

Bernhard Clausen fra Kastrup ved Gram, er den 28. juni falden paa valpladsen, 39 aar gl. Han efterlader sig enke og 2 børn.

I tabslisten meddeles, at Jakob Erichsen 3 fra Mastrup, Karl Klüver fra Sønderborg, Niels Jensen fra Snogbæk og Jørgen Nissen fra Halk er faldne.