Tag-arkiv: Cologes

30. juli 1918: Stille og rolige dage for Frederik Tychsen og batteriet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning i nærheden af byen Arci.

Vi marcherede således den 19 juli tilbage til Arci. Vi kom til Arci hen på eftermiddagen, men om aftenen måtte vi frem som reserve, vi skulle dække tilbagetoget, som det hed. Dog foregik det hele i den største orden.

Vi stod ved en lille by ? nede på en græsmark; men vi kom ikke til at skyde. Vi lå der til den 21. juli, så kom vi tilbage til Arci, og kom til at gå i bivuak i en lille skov. Først nu fik Gebauer lejlighed til at koge koyveret, som han havde skåret af den døde ko den 18. juli.

Han havde slæbt omkring med det i støv og varme, og det så ikke godt ud. Men yveret blev kogt, og han skrabede lidt at det yderste af og begyndte at skære løs af det og spiste det til et stykke brød.

Der var flere, der smagte det og spiste, og han tog så et stykke og rakte det hen til mig med ordene: “Vær så god Obergefreiter og spis”. Jeg lugtede først noget til det, fik fat i et stykke brød – og så gled det ned. Men vi havde heller ikke fået for meget i den seneste tid af kød.

Den 23. juli gik vi i stilling ved Arci le Ponsant, og der lå vi i to dage. Skydningen var ikke heftig i disse dage. Og vi fik ikke ret megen ild fra modstanderen. Men vi lå hele tiden marchberedt. Den 25. juli gik vi tilbage og kom i stilling i en lille by, Colonges, lige uden for Fismes. Protzerne og køkkenvognen lå inde i Fismes.

Vi havde kvarter i en 3 etages hjørnebygning inde i Fismes. Her var senge, og bygningen var belagt med soldater i alle værelser lige fra kælder til kvist. Vi lå i dette hus i 6 dage. Vi havde en lille besætning ved kanonerne; men skød ikke. For øvrigt lavede vi ikke ret meget. Vi fik sovet ud, og gik så rundt i byen og fandt os nogle kartofler, tomater og anden frugt.

Sergent Pfale fandt en grammofon med plader, så gav det musik i lange baner. Jeg fandt mig et par lette sko, dem løb jeg rundt i nogle dage; men på marchturene på landevejene duede de ikke. Efter fire dages forløb blev kanonerne taget ind til Fismes og stillet op på en plads ca. 200 m fra hjørnebygningen. De blev renset og smurt og gjort godt i stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.